Bygningsejer om påsat brand: - Der er ikke hold i de rygter om, at det er mig

Efterforskningsleder hos lokalpolitiet i Herning er ikke i tvivl om, at branden var påsat.

Kenni Otkjær og fuglen Coco, der omkom i branden.
Kenni Otkjær og fuglen Coco, der omkom i branden.
Foto/Grafik: privatfoto/Rigmor Sams, TV MIDTVEST

Cirka tre uger inde i efterforskningen får Kenni Otkjær nyheden om, at branden i hans bygning på Jernbanegade i Vildbjerg er påsat. 

- På et tidspunkt vil jeg kunne forliges med tanken. Men jeg vil aldrig kunne forstå det, siger han tydeligt berørt og fortsætter:

- Tårerne står ud af øjnene på mig. Hvorfor kan mennesker finde på at være så ondskabsfulde ved dyr.

Branden hærgede Dyrecenter West og Brask Tattoo på Jernbanegade i Vildbjerg i slutningen af januar.

Onsdag fortæller efterforskningsleder hos lokalpolitiet i Herning Lars Boe Larsen, at branden uden tvivl er påsat.

Herning Folkeblad har beskrevet florerende rygter, om at bygningsejer og indehaver af Dyrecenter West Kenni Otkjær selv skulle være indblandet i branden. Rygterne går blandt andet på, at han kort før jul fortalte avisen, at en konkurs var rykket tættere på.

Men den kritik afviser han.

- Der er med 100 procent sikkerhed ikke hold i de rygter om, at det er mig, siger han.

Lukkede grundet stress

Kenni Otkjær fortæller, at han lukkede butikken, fordi han var ved at gå ned med stress. Og rygterne om, at han selv skulle være indblandet, er han ked af.

- Jeg vil gerne have manet de rygter til jorden. Jeg vil sige til de folk, der bliver ved med at gå og snakke, at jeg aldrig kunne finde på at slå min bedste ven ihjel, siger han.

Det er papegøjen Coco, som Kenni Otkjær nærmest betragtede som et familiemedlem, der mistede livet i branden.

- Hele min omgangskreds ved, hvor stor en dyreelsker, jeg er, siger han. 

Ifølge ham selv lå han hjemme og sov med sin kone, da branden blev påsat.

Ugen efter branden sov han sammenlagt 12-13 timer, fortæller han.

- Det er blevet en smule bedre. Men det svinger meget.

Og ud over søvnmangel og sorgen over Coco, har situationen også økonomiske konsekvenser for Kenni Otkjær, der ikke kan komme videre med forsikring og bygningstaksator før politiet har sat punktum for efterforskningen.

- Jeg glæder mig til at komme ud af det limbo, siger han.