Danmarks bedste romkugler er udsolgte - men få opskriften her
En butik i Herning har fået fat i Danmarks bedste romkugler, men de er allerede udsolgte.
Ostemesteren i Herning har fået fat i 460 af Danmarks bedste romkugler, der bliver lavet på Fyn hos Nørre Aaby Bageri. Men allerede inden romkuglerne er kommet ind af butiksdøren i Herning, er de solgt.
- Det er fedt at opleve, at når man får en ide og en tanke, at det så lykkes. Der er blevet forudbestilt på Facebook, og folk har ringet ind med bestillinger. De vil bare smage den her fantastiske romkugle, fortæller ejeren af Ostemesteren Charlotte Hviid.
Når butikken får nye forsyninger af romkuglerne, skriver de det på deres Facebook-side, og så kan man være heldig at få fat i de eftertragtede kager.
Nye kunder i butikken
Det er Nordens største fødevaremesse Foodexpo i Herning, der i 2018 kårede romkuglerne som de bedste. En titel som Nørre Aaby Bageri har i to år, da prisen kun uddeles hvert andet år.
Efter Ostemesteren har fået dem i sortimentet, har de fået helt nye kunder i butikken.
- Der kommer jo masser af kunder, der bare vil have den her romkugle, som ikke spiser ost, og det er helt fantastisk at få en anden type kunder ind i vores butik, for så kan de se, at vi er meget mere end bare en ostehandel, siger Charlotte Hviid.
Bageren på Fyn, der laver romkuglerne, har oplevet en kæmpe stigning i omsætningen på grund af de landskendte romkugler, men de er ikke blege for at dele opskriften.