Danmarks dyreste fodboldspiller tilbage i sin ungdomsklub

Joachim Andersen, Danmarks dyreste fodboldspiller var for en stund tilbage i sin ungdomsklub, FC Midtjylland. 

Joachim Andersens landsholdstrøje gør andre akademispillere selskab i FC Midtjylland.
Joachim Andersens landsholdstrøje gør andre akademispillere selskab i FC Midtjylland.
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

Tilbage i 2011 flyttede Joachim Andersen ind på efterskolen i Ikast - to år efter skiftede han til Hollandske FC Twente - og i juli underskrev han en 5-årig kontrakt med franske Olympique Lyon på 225 millioner kroner, der er den dyreste handel med en dansk spiller nogensinde. 

I dag var det 23-årige talent så tilbage i Ikast for at overrække sin landsholdstrøje, der skal hænge blandt andre akademi- og landsholdsspillere.  

- Det betyder utrolig meget, fordi det er noget jeg kan huske jeg så op til, da jeg boede lige her nede af gangen som akademispiller, siger Joachim Andersen. 

 
 

Joachim Andersen nåede at være to år i FC Midtjylland før han skiftede til FC Twente. Men det var to år, hvor han blev sat på prøve og i følge ham selv lærte at blive en rigtig professionel fodboldspiller. 

- Mine to bedste år af min ungdomskarriere var her i FC Midtjylland. Det var her jeg lærte mest som spiller og menneske. Det var her jeg mødte en masse dejlige mennesker, som betyder meget for mig, siger Joachim Andersen. 

Joachim Andersen er netop udtaget til det danske landshold, som i disse dage træner i Herning.