Dødeligt knivstikkeri i Herning: 22-årig dræbte ung mand - to andre skyldige i grov vold med døden til følge

Retten i Herning har onsdag afsagt skyldkendelse i en langstrakt sag om knivstikkeri. En er fundet skyldig i drab, mens retten mener, at to øvrige tiltalte er skyldige i grov vold med døden til følge. En sidste tiltalt kunne gå fra retten som en fri mand.

Retten i Herning danner ramme om sagen.
Retten i Herning danner ramme om sagen.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST
Opdatering

Skyldkendelse

  • En af de fire tiltalte, en 22-årig mand, er netop fundet skyldig i manddrab ved Retten i Herning, mens to af de øvrige er skyldige i grov vold med døden til følge.

    Den sidste tiltalte, en 21-årig mand, er blevet frifundet for medvirken til knivstikkeriet, men skyldig i våbenbesiddelse i en anden forbindelse, hvilket han fra start har erkendt. Han er dermed blevet løsladt, fordi han har siddet varetægtsfængslet siden efteråret 2021.

    Efter planen vil sagens anklager og forsvarere nu tage hul på deres procedurer i forhold til straffen til de skyldige. Den endelige straf og dom til de tiltalte forventes at blive afsagt fredag.

Klokken 9 finder fire unge mænd fra Herning ud af, om de skal bruge de næste år bag tremmer.

De er tiltalt for i forening at have planlagt og knivdræbt en 22-årig mand i Herning 5. august 2021, og onsdag er et nævningeting klar til at afsige dom i sagen.

Mændene har fra start nægtet sig skyldige i tiltalerne mod dem. 

Undervejs har de heller ikke stået i kø for at afgive forklaring i retten, og på sagens første dag i januar var det kun en enkelt, der ønskede at give sin version af, hvad der skete natten til  5. august i midtbyen i Herning.

Miljø præget af narko og våben

Den 22-årige mand, der afgav forklaring i januar, fortalte, at han færdedes i et miljø med våben og narko.

- Jeg vil ikke komme her og lade, som om jeg er Guds bedste barn. Jeg går med kniv. Jeg går med våben. Jeg er blevet paranoid af den her livsstil, jeg har levet i snart seks år, lød det blandt andet.

Han nægtede, at han skulle have dræbt den 22-årige mand, som han fortalte, at han kendte, og at de "var som brødre". 

I stedet forklarede han, at han skulle have været ude i natten i Herning for at lave en narkohandel. 

Én risikerer forvaringsstraf

Hvis de fire tiltalte bliver frifundet for drabstiltalen, som de ønsker, slutter sagen umiddelbart efter klokken 9 onsdag.

For en af de tiltalte er det dog usandsynligt, da han også er tiltalt for at have overtrådt våbenloven ved at have haft en halvautomatisk riffel samt patroner til den i september 2021.

Det forhold har han erkendt, og det vil han derfor blive idømt en straf for.

Bliver mændene fundet skyldige, skal deres forsvarere og sagens anklager argumentere for, hvilken straf de bør idømmes for forbrydelsen. Det skal retten så efterfølgende tage stilling til.

Allerede nu er det kendt, at anklagemyndigheden mener, at en enkelt af de tiltalte mænd bør idømmes forvaring, hvis han bliver fundet skyldig. Det er en tidsubestemt straf, der kan gives til kriminelle, der har begået grov personfarlig kriminalitet og regnes for særligt farlige.

Tre af de tiltalte risikerer desuden udvisning og indrejseforbud, fremgår det af sagens anklageskrift.

4:32
Retten i Herning har taget hul på en sag om manddrab. Fire mænd mellem 21 og 24 år er tiltalt for at have dræbt en 22-årig med knivstik.
Foto: Louise Harkjær Møller, TV MIDTVEST