Drabsforsøg og adgang til automatvåben giver lange fængselsstraffe
Den 26-årige og den 20-årige tog betænkningstid, mens den 21-årige ankede til frifindelse.
Det var et drabsforsøg, da tre unge mænd i marts 2021 overfaldt en mand ved Akutmodtagelsen på Herning Sygehus.
Det har Retten i Herning fredag afgjort ved en nævningesag.
Dermed kan Hamsa Abdi Takal (26 år), Annas Asad Mohammed Warsame (20 år) og Hudeyfe Mumin (21 år) se frem til lange fængselsstraffe.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden, der bar krykker og var til behandling for en benskade, blev tildelt tre knivstik samt to knivsnit i ryggen og lændeområdet samt et snitsår på det højre lår. Han blev desuden slået og sparket.
Slået ihjel af andre
Selv om den unge mand overlevede drabsforsøget i Herning, endte han knap et halvt år senere med at blive slået ihjel af nogle andre.
Drabet skete om natten den 5. august, hvor den da 22-årige mand blev dræbt af knivstik i brystet i det centrale Herning. Det er nogle andre mænd sigtet for.
Nogle af disse sigtede er ifølge Ritzau angiveligt i familie med dem, der nu er skyldige i drabsforsøget.
De tre dommere og fire nævninge mente, at overfaldet i Herning var forsøg på manddrab, mens kun to nævninge mente, at der vare tale om grov vold.
De tre mænd, der alle har siddet varetægtsfængslet siden sidste år, er fængslet i henholdsvis ni, otte og seks år.
- Jeg er meget tilfreds med, at retten har været enig i vores vurdering af beviserne i de tre meget alvorlige forhold. For mig at se er det en grundig efterforskning af politiet, som har ført til, at retten i dag har afsagt den nævnte dom, siger fungerende specialanklager Jakob Kjær anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Havde adgang til automatvåben
Foruden drabsforsøget ved Herning Sygehus har retten fundet det bevist, at Hamsa Abdi Takal og Annas Asad Mohammed Warsame havde adgang til et automatvåben.
Våbnet blev opbevaret adskilt i Silkeborg-lejligheden, men kunne ifølge anklagemyndigheden samles til et funktionsdygtigt våben, hvis ikke slagstiften havde manglet.
Ifølge politiet planlagde de to at dræbe den mand, som havde overlevet drabsforsøget ved Herning Sygehus.
De havde desuden adgang til en machete og gps-udstyr, der kunne bruges til at overvåge det udtænkte offer.
Det planlagte drabsforsøg blev dog spoleret af politiet, som anholdt de to mænd i maj 2021.
Den 26-årige og den 20-årige tog betænkningstid, mens den 21-årige ankede til frifindelse.
Anklagemyndigheden havde i forbindelse med proceduren nedlagt påstand om straffe på henholdsvis 12, 11 og 6 års fængsel.
- Den udmålte straf ligger til dels i et andet niveau end det, som anklagemyndigheden havde påstået, idet anklagemyndigheden havde påstået straffe udmålt på hhv. 12 år, 11 år og 6 års fængsel. Men uanset det, så er det stadigvæk min opfattelse, at de udmålte straffe afspejler sagens alvor, siger anklageren i pressemeddelelsen.
Alle tre domfældte blev fortsat varetægtsfængslet efter dom.