EHF lovpriser dansk indsats for at redde håndbold-EM

Kvinde-EM hang i en tynd tråd grundet coronapandemien, men dansk ildhu og fleksibilitet reddede slutrunden.

20201218-224430-L_53Mb
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Halvanden uge før åbningskampen til EM i kvindehåndbold, vidste ingen, om slutrunden kunne afvikles.

Norge, som skulle afvikle mere end halvdelen af turneringen inklusive finaleweekenden, havde trukket sig grundet coronapandemien i landet, og det muterede coronavirus blandt mink i Nordjylland tvang Frederikshavn til at opgive halvdelen af den danske del af værtskabet.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) knoklede som gale i baggrunden for at skabe rammerne, der skulle muliggøre en hel EM-slutrunde på dansk grund.

Selv da de danske myndigheder 23. november, 11 dage før åbningskampen, gav grønt lys, hvilede det hele på et ekstremt skrøbeligt og porøst fundament.

Ville stramme coronaprotokoller for både spillere, medier og andre involverede kunne holde coronasmitte ude, eller ville det ende i en farce?

Med undtagelse af tre positive test blandt spillere ved ankomsten til Danmark og et par nationer, som havde svært ved ikke at flirte med zoneinddelingen af coronabobler, er alt lykkedes.

Hårdt arbejde bærer frugt i Herning

Søndag spilles der bronzekamp med dansk deltagelse samt finale i Jyske Bank Boxen i Herning. Små tre ugers slid ser ud til at have båret frugt, og Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) lægger ikke skjul på, hvor stor en sejr det er for sporten.

- Gennem hele processen, hvor vi afsøgte mulighederne i først Norge og siden Danmark, stod det klart, hvor vigtigt det var for de respektive forbund, siger Thomas Schöneich, presse- og kommunikationschef hos EHF.

- Det er den største turnering for landsholdshåndbold i Europa, og det er en vigtig platform for at promovere kvindehåndbolden.

- Op til turneringen fik vi mange positive tilkendegivelser fra de forskellige forbund, fordi vi fik det til at lykkes. Så det kan ikke understreges nok, hvor vigtig turneringen er.

Han anerkender, at den største ros, for at det mest specielle EM nogensinde søndag kan finde en ny europamester, skal gå til de danske arrangører.

- DHF har udført et fantastisk stykke arbejde. Ikke kun i forhold til arbejdsindsats, men også i forhold til fleksibilitet. Det kan vi ikke rose dem nok for, lyder det fra Thomas Schöneich.

Hos DHF kan formand Per Bertelsen søndag efter finalen også drage et lettelsens suk, efter den mest intense og krævende slutrunde han har været med til.

- Jeg synes, det er gået rigtig, rigtig flot. Det har været en vanskelig opgave med alle de restriktioner, lyder det fra Bertelsen.

- Der har været rigtig mange mennesker involveret, som har leveret en kæmpe indsats for at trække det her igennem, og det er lykkedes rigtig flot.

EHF: Den rigtige beslutning i at gennemføre

Omkring 600 mennesker, inklusive spillere, trænere, ledere, dommere, officials og visse mediefolk har skullet isolere sig fra omverdenen i en såkaldt "rød coronaboble" for at holde eventuelle coronatilfælde så langt væk fra selve afviklingen som muligt.

- Der hersker ingen tvivl om, at det med at arbejde med en rød boble er rigtig svært. Men jeg synes også, det er gået fornuftigt, siger Per Bertelsen.

- Vi har skullet tage stilling til ting hver eneste dag. Det har vi gjort efter bedste evne.

Mange stillede spørgsmålstegn ved fornuften i at invitere spillere og ledere fra en masse nationer til Danmark for at kunne afvikle EM, selv om det hele foregik uden fans på tilskuerpladserne.

Derfor mener Thomas Schöneich også, at det var den rigtige beslutning at gennemføre slutrunden under stramme restriktioner.

- Jeg mener, at turneringen i Danmark har bevist det. Der var eksempelvis 1,4 millioner danskere, som så kampen mod Rusland, siger han og henviser til den store interesse, befolkningen har haft for EM.

For Danmark kan det ende med medalje, hvis søndagens bronzekamp mod Kroatien vindes. Norge og Frankrig skal dyste om EM-titlen efterfølgende.