Ekstremt uddannelsesforløb hos FCM: - Jeg havde ondt overalt, selv i min tunge

21 aspiranter meldte sig til et kursus for at blive rollemodel i FCM Samfund. To klarede alle strabadserne og gik gennem nåleøjet.

0:35
Det kræver sin mand eller kvinde at blive certificeret rollemodel hos FCM Samfund

Et baglæns fald fra tremeter-vippen, en tur ind i et røgfyldt lokale med maske, march og armbøjninger om natten eller en halv time i gennemblødt tøj efter en tur over Skjern å. Det er nogle af de strabadser,  man skal igennem for at blive certificeret rollemodel hos FCM Samfund, der nu har afsluttet det første hold.

- Det har været meget udfordrende, men også spændende og lærerigt. Jeg er træt af, at jeg ikke kom helt i mål, men jeg har lært meget om mig selv og ved nu, at jeg kan mere, end jeg tror. Men jeg er ret sikker på, at det var den rigtige beslutning, jeg tog i situationen, da jeg meldte fra til sidst, forklarer Marlene Andsager. 


Marlene Andsager er træt af, at hun ikke gik hele vejen, men mener selv, at hun traf den rigtige beslutning i situationen
Marlene Andsager er træt af, at hun ikke gik hele vejen, men mener selv, at hun traf den rigtige beslutning i situationen
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST


Hun var med sine 49 år ikke bare alderspræsident på holdet, men også den eneste kvinde, der var med til det sidste.

Forløbet startede i marts, hvor 21 var tilmeldt. Kurset bestod af 5 dage a 10 timer og en afslutningsweekend i september, hvor der var 6 tilbage. To kom hele vejen igennem

- Jeg havde regnet med at cirka 20 procent ville gennemføre, siger Allan Christiansen, der er chef for FCM Samfund og ansvarlig for kurset. 

1:12
Marlene Andsager valgte at stoppe, da afslutningsweekenden bød på en våd og kold tur gennem Skjern å

Brug for frivillige

FCM Samfund er den del af fodboldklubben FC Midtjylland, der står for socialt arbejde og hjælper unge på kanten af samfundet. I det arbejde har klubben brug for frivillige og rollemodeller, der kan støtte nogen af de unge, de hjælper. De er ikke altid nemme at få fat i, og derfor har de besluttet sig for at lave dem selv.

- Det er vigtigt, at det er nogle hele personer, der kan levere på alle parametre og dermed være i stand til at gå både foran og bagved et menneske, der har brug hjælp. Det er det, vi gerne vi ruste dem til, ved at udsætte dem for en række situationer. Det kan for eksempel være fysiske øvelser, stress og selvtillidsprøver, forklarer Allan Christiansen.

Er det ikke for ekstreme krav, når det kun er så få, der gennemfører?

- Det endte godt nok med færre end jeg havde forventet, men jeg mener ikke, at det som sådan har været for svært, og der bliver formentlig kun tale om mindre justeringer til næste gang, siger han.

Kurset er gratis, til gengæld forpligter aspiranterne på kurset sig til at levere et antal frivillige timer i FCM samfund. De der gennemfører, vil desuden komme i betragtning, når der er ledige jobs i organisationen.

- Jeg meldte mig fordi, det lød som en god mulighed og nogle gode kompetencer, man kunne få ud af det. Det lød for godt til ikke at gøre det, også det der med at være noget for andre, forklarer Mikkel Just. Han er i gang med uddannelsen til pædagogisk assistent i Thisted og er en af de to, der gennemførte kurset.

0:15
Kun tre ud af de seks deltagere, der var tilbage ved afslutningsweekenden valgte at fortsætte efter turen over Skjern Å

Barsk weekend

På den afsluttende weekend var der seks deltagere tilbage. Ingen vidste, hvad der skulle ske, eller hvor de skulle hen, da de mødtes fredag aften. Turen gik først til Vestkysten , hvor det meste af natten gik med orienteringsløb, og fysiske øvelser. Men det bleven tur over Skjern Å lørdag morgen, der fik deltagerantallet halveret. 

Allan Christiansen måtte selv en tur i åen, da en deltager fik problemer
Allan Christiansen måtte selv en tur i åen, da en deltager fik problemer
Foto: Vibeke Nipper, TV MIDTVEST


Marlene Ansager var den første, der tog turen gennem vandet og dermed også den, der stod længst og ventede på de andre i vinden i gennemblødt tøj. 

- Jeg er virkelig træt af, at jeg var nødt til at melde fra, men jeg frøs simpelthen så meget, at jeg ikke kunne tænke klart. Jeg tror godt, jeg kunne have klaret den efterfølgende løbetur på 12 kilometer, hvis jeg havde fået tørt tøj på, men i situationen kunne jeg ikke overskue det. Jeg havde ondt overalt - selv i min tunge , forklarer Marlen Andsager, der er uddannet lærer.

Tre unge mænd valgte at fortsætte efter åen. To af dem bestod alle tests.

- Vi har nu to mennesker, som vi ved, har de egenskaber, vi har brug for, forklarer Allan Christiansen, og påpeger at der også har været masser af øvelser, der ikke har handlet om fysik, men i højere grad selvindsigt og reaktionsmønstre. 

- Det er vi glade for, men vi er også glade for alle dem, der har været med langt hen i forløbet og leveret frivillige timer. Mange af dem kommer vi helt sikkert til at se mere til i vores arbejde med at hjælpe unge på kanten af samfundet, slutter Allan Christiansen.