FC Midtjylland forvist: Verdens dygtigste heste indtager hjemmebanen

Superligaholdet FC Midtjylland må vige pladsen til august. VM i ridning indtager MCH Arena i Herning.

1:06
Den kommercielle direktør i FC Midtjylland håber, der kan findes en løsning, der sikrer flest muligt kampe på MCH Arena.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

FC Midtjyllands superligaspillere plejer at sparke til bolden på MCH Arena, men fra august kan hjemmebanen meget vel være en anden, når der både skal spilles mod danske og udenlandske modstandere.

- Selvfølgelig er det ærgerligt, lyder det fra Jacob Jørgensen, der er kommerciel direktør i FC Midtjylland.

Fra den 6. august og otte dage frem skal fodboldstøvler i græsset skiftes ud med hove i sandet, når VM i ridning skal afholdes på MCR Arena i Herning.

Og det betyder, at superligaholdet er blevet forvist fra stadion i en tid, hvor der både skal spilles Champions League og Superliga.

- Nu giver vi lidt igen, og så koster det lidt. Det er vigtigt, at vi kan kigge ud over egen næsetip og sige, det er så vigtigt for vores område, at selvfølgelig bakker vi op om det, siger Jacob Jørgensen.

Det kommer ikke bare til at gavne Herning men hele regionen, fortæller Dorte West.
Det kommer ikke bare til at gavne Herning men hele regionen, fortæller Dorte West.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

200.000 gæster

Herning Kommune ejer en del af MCH Arena og har været med til at bestemme, at VM i ridning optaget pladsen for topfodbold.

- Det er det største event, vi nogensinde har haft. Det kommer til at vare 10 dage, og vi får 200.000 gæster, hvor 40 procent af dem kommer fra udlandet. Vi har aldrig haft så stort et event, siger borgmesteren i Herning Kommune, Dorte West (V), og fortsætter:

- Og så kommer det til at få stor betydning for vores hoteller, restauranter, detailliv og alle dem, som er involveret i messecenteret, og som er interesseret i ridning. Så det giver en stor omtale.

Borgmesteren regner med, at eventet bliver eksponeret for over 200 millioner verden over, derfor tror hun også på forståelse fra både klub og fans.

- Jeg oplever, at dem, der er fan af FC Midtjylland, også er fan af vores messecenter og de events, der kommer til Herning Kommune, og som har givet os mange store oplevelser. Vi har ikke bare en kærlighed for fodbolden, vi har også en kærlighed for vores egn, pointerer Dorte West.

Håbet lever stadig

Klubben arbejder lige nu på at sikre så kort afstand fra MCH til en ny mulig hjemmebane.

Men måske er der stadig håb for, at hjemmebanen forbliver, hvor den er.

- Vi satser stadig på, at vi får flyttet alle kampe rundt, så vi kan spille alle hjemmekampe på MCH. Hvis ikke det lykkes, er vi i kontakt med alternativer, men jeg kan ikke på nuværende røbe, hvordan det bliver, fortæller Jacob Jørgensen.

Den kommercielle direktør lover dog, at hvis det sker, så bliver det med kort afsted fra Herning. 

- Selvfølgelig bliver det så tæt på som overhovedet muligt, og det bliver også sådan, at hvis vi skal flytte en kamp, så vil vi hjælpe vores fans med at komme frem og tilbage, siger han. 

I alt rykker 900 heste ind på arenaen i Herning, og efter afslutningen af ridestævnet venter nogle dage med genopbygning af græstæppet.