FCM-målmand accepterer rolle som reserve
35-årige Jonas Lössl har skrevet under på en fem-årig forlængelse af sin kontrakt.
Som TV MIDTVEST og TV 2 SPORT afslørede tidligere søndag, så mister Jonas Lössl sin faste plads i FC Midtjyllands mål.
Den rutinerede målmand har skrevet under på en fem-årig kontraktforlængelse, og han bekræfter nu, at han fremover bliver reservemålmand.
Det fremgår af FCM's hjemmeside.
35-årige Jonas Lössl har accepteret, at han fra begyndelsen af den kommende sæson skal agere reserve for unge Elias Olafsson.
- Jeg starter bagved, men jeg vil fortsat kæmpe for at spille så meget fodbold, jeg kan. Jeg står op hver morgen og stræber efter at være den bedste udgave af mig selv og derved bidrage til holdet, siger Jonas Lössl.
- I sidste ende er det vigtigste, at vi kommer godt i gang med Superligaen og kvalificerer os til Champions League, og der har Elias og hele teamet min fulde opbakning og støtte, siger Lössl.
Sikret en rolle i klubben
Et plaster på såret er, at FCM udnævner Jonas Lössl til såkaldt club captain, ligesom han er sikret en administrativ rolle i klubben, når han på et tidspunkt vælger at stille fodboldstøvlerne på hylden.
- Jonas er særdeles vellidt og en vigtig kulturbærer i vores miljø. Vi har et stærkt forankret DNA, men vi skal fortsætte med at bygge på, og her kan Jonas være med til at løfte os, siger fodbolddirektør Peter Sand.
- Han har været med siden første kuld på akademiet, og kombineret med den inspiration, han gennem adskillige år har indsamlet i de bedste ligaer i Europa, har han solide kompetencer at bidrage med.
Jonas Lössl har fået en stor del af sin fodboldopdragelse i FCM, som i 2014 solgte ham til franske Guingamp. Siden da har keeperen været forbi blandt andet Mainz, Huddersfield og Everton.
Han vendte hjem til FCM i 2021, inden han for en kort bemærkning var på leje hos Brentford i foråret 2022.