FCM vil have annulleret Paul Onuachus karantæne

FC Midtjylland håber at have ellers karantæneramte Paul Onuachu med i kampen mod FC Nordsjælland.

FCM-angriber Paul Onuachu fik to gule kort og dermed rødt søndag i kampen mod AGF. Nu appellerer midtjyderne karantænen.
FCM-angriber Paul Onuachu fik to gule kort og dermed rødt søndag i kampen mod AGF. Nu appellerer midtjyderne karantænen.
Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix

Superligaklubben FC Midtjylland mener ikke, at angriberen Paul Onuachu burde have fået sit andet gule kort i søndagens kamp mod AGF.

Klubben har derfor appelleret til Dansk Boldspil-Union (DBU), siger klubbens sportschef, Svend Graversen, til det lokale medie Herning Folkeblad.

- Vi anerkender, at dommeren må foretage mange skøn i løbet af en kamp, men vi mener, at tv-billederne i den her situation klart og tydeligt støtter vores opfattelse af situationen, og at dommeren har skønnet forkert, siger han.

Den høje angriber havde en begivenhedsrig eftermiddag i søndagens kamp mod aarhusianerne.

Han scorede to mål og fik som en af hele tre spillere to gule kort, hvilket sendte ham i tidligt i bad.

Ramte bolden klart

Den sidste advarsel ragede han til sig i en duel med AGF's Jens Stage. Efter kampen hævdede Onuachu, at han ramte bolden klart uden intentioner om at lave frispark.

Men kampens dommer, Jørgen Daugbjerg Buchardt, så episoden anderledes og udviste den nigerianske profil.

Foruden Onuachu blev AGF's Casper Højer og FCM's Marc Dal Hende præsenteret for to gule kort i kampen.

Det betyder, at midtjyderne står til at undvære både Dal Hende og Onuachu i næste uges kamp mod FC Nordsjælland. Medmindre FCM har held med sin anke.

- Når vi vælger at appellere Pauls andet gule kort, så er det fordi, at vi vurderer, at der er objektive beviser på vores side.

- Appeller som denne er ikke noget, vi bruger ofte. Det er ganske sjældent, at vi kommer dertil, siger Svend Graversen.

FCM forventer en afgørelse i løbet af få dage.

Holdet er før FC Københavns kamp mod Vendsyssel mandag aften på andenpladsen, men med samme antal point som københavnerne.

/ritzau/