FCN og FCM delte efter festlig første halvleg

Oliver Sørensen blev dobbelt målscorer, da FC Nordsjælland og FC Midtjylland spillede 2-2.

20240727-170420-L-3317x2211ma
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Mesterholdet FC Midtjylland var både foran 1-0 og bagud 1-2, da holdet lørdag gæstede FC Nordsjælland.

Og det endte 2-2 efter en udligning kort før pausen af den dobbelte målscorer Oliver Sørensen.

Ind imellem havde FC Nordsjællands unge frontløber Conrad Harder to gange inden for fem minutter lynet på kunstgræsset i Farum.

FCN topper med resultatet foreløbigt Superligaen med fire point for to kampe, mens FCM, der roterede en håndfuld spillere inden returmødet med Santa Coloma i Champions League-kvalifikationen, ligger i midten med to point efter to kampe.

Det var langt fra første gang, at de to hold leverede god underholdning og mange mål.

I sidste sæson gav de fire indbyrdes opgør 16 mål - eller 4 mål i gennemsnit per kamp.

Det var egentligt ikke fordi, at mandskaberne væltede sig i chancer, men mulighederne og skarpheden var store i de første 45 minutter.

Løbemaskinen Oliver Sørensen åbnede ballet efter 11 minutter, da han pandede Aral Simsirs indlæg ned i jorden efter et sent indløb i feltet, hvorefter bolden sejlede ind bag FCN-keeper Andreas Hansen.

FCM frustrerede i den første halv time helt tydeligt hjemmeholdet med sit høje og aggressive pres, men herefter gik det galt.

Kampen vendt på hovedet

To gange inden for fem minutter fejlede FCM'erne, og begge gange straffede FCN-angriber Conrad Harder gæsterne fra tæt hold efter glimrende forarbejde af først Oliver Antman og siden Oliver Villadsen.

Kampen var vendt på hovedet, men FCM tog 2-2 med til pausen, og opskriften var som ved åbningsmålet et indlæg fra venstre og et glimrende timet indløb af Oliver Sørensen.

Edward Chilufya leverede denne gang en flad pasning, som midtbanedynamoen med venstre inderside satte yderligt i nettet.

Efter pausen var intentionerne indledningsvist stadig offensive på begge hold, men effektiviteten faldt drastisk, og begge havde svært ved at skabe store chancer.

Marcus Ingvartsen sparkede på overliggeren efter en god times spil, og i den anden ende formøblede Simsir senere en af gæsternes få store chancer, men sprudlende blev det aldrig efter sidebyttet.

Det sluttede 2-2, og dermed er midtjyderne forsat uden sejr i Farum siden juli 2020.


Læs eller genlæs liveblog fra kampen herunder:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.