Flygtet strudsefugl stadig på fri fod

En lynhurtig nandu har været forsvundet fra sit hjem nær Hammerum siden den 7. december.

Det er ikke præcis denne nandu, men en nandu som denne, der er stukket af.
Det er ikke præcis denne nandu, men en nandu som denne, der er stukket af.
Foto: Iris / Ritzau Scanpix

Den vilde jagt fortsætter på en bortløben nandu, som lige nu nyder friheden i den midt- og vestjyske natur.

Den 7. december stak to af de sydamerikanske strudsefugle af fra deres hjem på en gård ved Hammerum. Den ene blev fundet igen tre dage senere, men den anden er efter næsten tre uger på afveje stadig en fri fugl.

- Den er sidst set i går nede på Haugevej syd for Herning, og det er også i det område, den er forsvundet, fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Hurtig fugl med kraftige ben

Nanduer er omkring 140 centimeter høje og vejer 20-25 kilo. Selv om nanduen på papiret er en fugl, kan den ikke flyve. Til gengæld kan den løbe meget stærkt, og den bruger sine store vinker som ror, når den spæner af sted med op til 60 kilometer i timen.

Hvis du skulle se den, så pas på med at komme for tæt på - og lad endelig være med at lege fangeleg.

- De er utrolig svære at få fat i, og jeg vil absolut ikke tilråde, at man selv prøver at fange den. Nanduen er ikke så stor en fugl, men de har utrolig kraftige ben, så man skal vide, hvad man gør, hvis man forsøger at fange den, siger dyrepasser Janni Poulsen fra Jyllands Park Zoo.

Skulle du have set den bortløbne nandu, vil Midt- og Vestjyllands Politi gerne høre fra dig. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 1-1-4.

2:09
TV MIDTVEST tog i dag på jagt efter nanduen.