Fodbold: FC Midtjylland udlejer angriber til Norge

Angriberen Mayron George skal i resten af 2019 spille for den norske klub Vålerenga.

Mayron George skal tørne ud for Vålerenga i Norge (arkivbillede).
Mayron George skal tørne ud for Vålerenga i Norge (arkivbillede).
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Angriberen Mayron George skifter med øjeblikkelig virkning til den norske klub Vålerenga på en lejeaftale, der gælder for resten af 2019.

Det skriver de danske vicemestre på klubbens hjemmeside.

- Mayron fortjener at få mere fast spilletid, og det er der udsigt til hos Vålerenga. Vi håber, at lejeaftalen bliver til glæde for alle parter, siger FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen.

Den 25-årige angriber fra Costa Rica skiftede i sommeren 2018 fra Randers til FC Midtjylland, men det er ikke gået helt som håbet i den danske topklub.

I 32 kampe er det blevet til fem scoringer for angriberen, der har kontrakt frem til sommeren 2022.

- For os er det vigtigt, at vores spillere hele tiden har de mest optimale rammer for at udvikle sig som fodboldspillere, og med denne aftale giver vi Mayron disse rammer, siger Svend Graversen.

George har spillet i Danmark, siden han skrev under med Hobro for fire år siden. Siden gik turen til Randers, som udlejede costaricaneren til Lyngby i sæsonen 2017/18.

Efter 14 kampe ligger Vålerenga nummer fem i den bedste norske række, Eliteserien. Klubben er ni point fra Molde på førstepladsen.

/ritzau/