Fodbold: Manglende salg af Onuachu skuffer FCM-sportschef
FC Midtjylland-sportschef Svend Graversen er skuffet over, at det ikke er lykkedes at sælge Paul Onuachu.
Angriberen Paul Onuachu har været rygtet til flere klubber i januars transfervindue.
Foreløbigt er FC Midtjylland-spilleren dog stadig hos det danske mesterhold, og det skuffer både Onuachu og klubben. Det siger FCM-sportschef Svend Graversen.
- Der skal jo komme nogen, der ønsker at købe Paul (Onuachu, red.), og så skal de samtidig være indstillede på at betale den pris, som vi gerne vil have.
- Så det er helt fair, hvis Paul er skuffet. Det er vi også. Omvendt glæder vi os så over, at vi stadig har glæde af Pauls store kvaliteter på banen, hvor alle kan se, at han er en vigtig brik for os, siger Svend Graversen til Herning Folkeblad.
Her slår sportschefen samtidig fast, at han ikke forventer, at klubben sælger spillere, inden transfervinduet lukker ved midnat.
- Nej, der skal komme et helt særligt bud ud af det blå, hvis vi skal sælge noget. Der ser ud til, at vi holder truppen komplet, Svend Graversen til avisen.
Dermed ser det ud til, at Paul Onuachu skal kæmpe med nyerhvervelsen Júnior Brumado fra Brasilien om spilletid i angrebet i FCM.