Forening vil undersøge sag om to år gamle varmeregninger

Beboere i Gullestrup skal på grund af en regnefejl nu betale en ekstraregning for el, vand og varme fra 2022. Det mener lokal lejerforening er urimeligt.

Her ses Heidi Steenberg Rud (tv.) og Ina Kilde (th.) fra Hedens Lejerforening.
Her ses Heidi Steenberg Rud (tv.) og Ina Kilde (th.) fra Hedens Lejerforening.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Det kom som et chok for mange beboere i Gullestrup nær Herning, da der for nyligt dumpede to år gamle forbrugsregninger ind ad døren

Selskabet Brunata, der står for forbrugsopgørelserne, havde nemlig lavet en regnefejl, og derfor viste det sig, at mange beboere havde betalt for lidt tilbage i 2022.

Det betød, at borgere stod til at betale flere tusinde kroner ekstra for el, vand og varme, men det mener borgerne er urimeligt, når det kommer så lang tid efter. Nu går den lokale organisation for lejere Hedens Lejerforening så ind i sagen, for her mener man også, at det er en urimelig situation, lejerne er blevet sat i.

- At komme med en regning her halvandet år for sent synes vi er at træde på mennesker. Så skulle man have opdaget fejlen sidste år, da man lavede forbrugsopgørelsen. Derfor vil vi gerne undersøge sagen nærmere, fortæller Heidi Steenberg Rud, der er forperson hos Hedens Lejerforening.

- Stå til regnskab for jeres fejl

I alt er der tale om en regning på 311.000 kroner, som skal fordeles på beboere i Engens Kvarter. Én af dem, der er ramt, er Anders Møller Mathiesen.

- På godt jævnt dansk så er jeg fandme træt af dem. Budgettet er jo stramt nok i forvejen. Ét eller andet sted har jeg mest lyst til at flytte herfra og sige til dem, at de ikke får en krone, lyder det fra Anders Møller Mathiesen, der er folkepensionist og lejer i Engens Kvarter.

Men der kan vel ske fejl?

- Ja, men hvis jeg laver en fejl, så er det også mig, der står til regnskab for det. Så må de jo betale for fejlen. Jeg synes, der er nogen derinde, der sover i timen.

Anders Møller Mathiesen er pensionist og lejer i Engens Kvarter. Han er én af dem, som nu skal forsøge at finde plads til en ekstraregning på 3200 kroner i budgettet.
Anders Møller Mathiesen er pensionist og lejer i Engens Kvarter. Han er én af dem, som nu skal forsøge at finde plads til en ekstraregning på 3200 kroner i budgettet.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Menneskelig fejl

TV MIDTVEST har været i mailkorrespondance med regnskabsselskabet Brunata, hvor regnefejlen stammer fra. Her kalder man det en menneskelig regnefejl, hvor man er kommet til at tage en for lav kilowatt pris.

Samtidig beklager selskabet dog fejlen over for lejerne.

- Vi har stor forståelse for beboernes frustration. Vi skulle naturligvis have opdaget denne meget atypiske fejl tidligere - og vil bruge sagen til fremtidig optimering af processer og kvalitetssikring, lyder det i et skriftligt svar fra Brunata.

Vil undersøge loven

Hedens Lejerforening er nu i gang med at danne sig et overblik lejernes forskellige situationer. Herefter vil den søge juridisk rådgivning.

Loven siger godt nok, at man gerne må rette forbrugsopgørelser for fejl, hvis man snarest informerer lejerne. Formuleringen snarest kunne Hedens Lejerforening dog godt tænke sig at kigge efter i sømmene.

- Det er det, vi har lyst til at bore lidt i. Hvad betyder snarest? Fordi vi forbinder det ikke med halvandet år, siger Heidi Steenberg Rud fra Hedens Lejerforening.