Forberedt på folkefest: Politiet finder særlig kasket frem til kongebesøg
Midt- og Vestjyllands Politi har forberedt sig grundigt på kongeparrets besøg i Holstebro. Aktionen kræver blandt anden en del hvide kasketter.
Der er ufattelig mange ting, man skal have styr på, når kongen og dronningen melder deres ankomst. Derfor har et væld af folk i Holstebro ligget vandret for at blive helt klar til dagens kongelige eftermiddagsvisit.
Det gælder også for Midt- og Vestjyllands Politi, der skal sikre god ro, orden og tryghed om begivenheden.
- Det er en stor opgave. Det er en opgave vi tager alvorligt, og som vi har forberedt os lang tid på, siger Tue Nissen. Han er vicepolitiinspektør, og han kommer til at lede det politiarbejde, der skal foregå i forbindelse med begivenheden.
Særlig hovedbeklædning fundet frem
Som enhver anden der skal deltage i en kongelig begivenhed, har Midt- og Vestjyllands Politi også skullet udtænke den helt rette påklædning. Ifølge Tue Nissen vil politiet være genkendelige som altid, men de vil i dagens anledning iklæde sig en bestemt hvid kasket.
- Vores hvide kasketter er sådan et tegn på en festlig dag, siger Tue Nissen.
Betjentene med de hvide kasketter får 'titel' af dialogbetjent, og de skal hjælpe med at sikre en tryg og behagelig stemning begivenheden igennem.
- Når det er slut, håber vi, det har været en festlig og folkelig begivenhed, der er blevet afviklet på en måde, hvor folk har haft en god oplevelse, siger Tue Nissen.