Første bro over Haderup Omfartsvej er nu åben for trafik

Til stor glæde for bilisterne åbnede Vejdirektoratet fredag op for den nye bro, der fører Viborgvej over den kommende Haderup Omfartsvej.

Fra toppen af broen har bilisterne et fint udsyn over byggeriet af omfartsvejen, der skal gå under broen.
Fra toppen af broen har bilisterne et fint udsyn over byggeriet af omfartsvejen, der skal gå under broen.
Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV MIDTVEST

Fredag kunne bilisterne på landvejen mellem Viborg og Holstebro for første gang køre op på en ny bro på Viborgvej.

Vejdirektoratet er i gang med at anlægge en otte kilometer lang omfartsvej rundt om Haderup.

Ombygningen gik i gang i december sidste år, og med dagens åbning af en 700 meter lang strækning af Viborgvej inklusiv den første bro, der fører Viborgvej over den kommende omfartsvej, er et delmål nået. Og det glæder bilisterne. 

- Det er vi ret glade for, siger Janne Korsgård, der kommer fra Herrup. 

På passagersædet stemmer datteren Karoline i. 

- Ja. Så behøver man ikke køre hele vejen rundt i stedet.

Omfartsvejen skal gøre vejen mellem Herning og Skive to kilometer kortere, end den er i dag. Når den står færdig, kan beboerne i Haderup se frem til mindre trafik, og bilisterne kan glæde sig over tre minutters kortere rejsetid.

- Når vi skal nogle steder, så er det tit den vej, vi kører, så det tror jeg helt sikkert, at vi får glæde af, siger Jette Christiansen, der ligeledes bor i Herrup.

Håber byen overlever trods ny vej

Efter planen er omfartsvejen klar til brug i slutningen af 2020. Inden da er der lige lidt arbejde forude endnu.

- Nu skal vi gang med at grave ud til den fremtidige vej, og så skal vi have bygget det, vi kalder 'vejkassen' op. Så kan vi starte jordarbejdet op her fra Viborgvej mod Nord. Og til sidst skal vi have lagt asfalt på og stillet vejudstyr op, fortæller John Kjærsgaard, der er Vejdirektoratets projektleder på byggeriet af omfartsvejen.

Selvom bilisterne glæder sig til at køre ud på den nye vej og skære en smule af transporttiden, så kan en af de lokale dog også frygte, hvilken betydning den nye vej får for byen.

- Vi må se, når de får det sidste stykke åbnet. Om det tager livet af vores by - det kan vi godt være lidt bange for. Vi har en god købmand, som har en masse handel fra vejen, og der vil være en masse, der kører udenom nu. Man ser jo mange gange, at omfartsvejene går ud over de små landsbysamfund, men vi håbe, at de stadig kan finde herind til Haderup, siger Bent Møller Frederiksen. 

2:01
I dag åbnede vejdirektoratet op for den nye bro, der fører Viborgvej over den kommende Haderup Omfartsvej.