Gullestrup er meget mere end blå blink: - Jeg tror ikke, der er mange, som er utrygge herude

Siden 2007 har der været tre drab og en voldtægt af en 10-årig i Gullestrup. Men billedet er Gullestrup som et belastet område er ikke retvisende, lyder det nu fra flere borgere.

Gullestrup
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

I sidste uge trak Gullestrup  ved Herning triste overskrifter landet over. En 51-årig mand blev fundet dræbt og byen var derfor fuld af politibiler og hundepatruljer.

Og det har byen været flere gange de senere år. Siden 2007 har der været tre drab i byen, en voldtægt af en 10-årig og i december sidste år blev en ung kvinde fra Gullestrup anholdt i en landsdækkende terrorsag.

Men billedet af Gullestrup som et belastet område er ikke retvisende, mener flere borgere. I en mail til TV MIDTVEST skriver Poul Erik og Elin Lyngsø blandt andet, at de oplever nyheds-dækningen som 'et ubeskriveligt kollektivt krænkende billede af Gullestrup'.

Derfor besøgte TV MIDTVEST byen til en rundvisning fra ægteparret.

- Jeg synes, at inden for de sidste 5-7-8 år er der sket en voldsom forbedring her i området. Jeg tror simpelthen ikke, der er ret mange, der er utrygge herude længere, forklarer Poul Erik Lyngsø fra Gullestrup.

2:37
Det har været en trist uge i Herning-forstaden Gullestrup. Det er langt fra første gang den lille bydel har været ramt af voldsomme kriminalsager.

Meget mere end boligblokke

Der er masser af nybyggede flotte huse med god udsigt i byen, ligesom der er blevet bygget flere samlingspunkter.

Alligevel er der stor variation mellem byens områder. For trods masser af nybyggeri, så findes boligblokkene også stadig.

Er der i virkeligheden to forskellige slags Gullestrup?
- Det kan man godt sige, at der er. Som vi prøver at samle til et, og det er det, vi har været i gang med de sidste 10 år, at samle det mere sammen, men man kan godt sige, at der er to Gullestrupper, forklarer Poul Erik Lyngsø.

Men forsøgene på at samle Gullestrup er sjældent det, der bliver talt om i nabobyerne.

- Man hører en masse ting derude. For eksempel det der drab derude, siger Maiken Karoline Jørgensen fra Herning.

- De har jo et ry derude, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg har sat mine ben derude to gange i mit liv, så jeg har ikke noget at have det i, siger Gitte Clausen fra Herning.

Men ifølge Poul Erik Lyngsø er byens dårlige ry ikke fortjent, selvom der de seneste 13 år blandt andet har været tre mord og en voldtægt.

- Det er slet ikke det, vi kender, selvom vi færdes meget på tværs af Gullestrup. Så det er slet ikke det Gullestrup, vi kender, slår Poul Erik Lyngsø fast.

2:55
Drabet i Gullestrup kom som et chok for Gullestrups indbyggere. For flere af byens indbyggere er Gullestrup nemlig ikke normalt en by med vold og kriminalitet.