Hans har været købmand i 50 år: - Man kan jo ikke rigtig forstå det

Hans Jørgensen har drevet sin købmandsforretning i 50 år, og han ser tilbage på en årrække med stor opbakning i lokalområdet.

Købmand Hans Jørgensen

Den 8. oktober var en stor dag for Hans Jørgensen. 

På denne dag var det nemlig 50 år siden, at han for første gang slog døren op til købmandsforretningen Spar i Ørnhøj. 

Der er løbet meget vand under broen siden da, og han er taknemmelig for den opbakning, han gennem årene har mødt i lokalområdet. 

- Man kan jo ikke rigtig forstå, at der er gået så mange år. Vi må sige, at det er en fantastisk dejlig by, hvor der er en enorm opbakning om butikken, siger han. 

Dagen blev fejret rundt omkring i byen. Han startede dagen på den lokale skole, hvor der blev sunget fødselsdagssang for købmandsforretningen og spist kagemand. 

Herfra gik turen videre til dagplejere, børnehave og til sidst et plejehjem, hvor dagen blev fejret med folk i alle aldre. 

- Så det var sådan set det, dagen gik med, siger købmanden. 

Alle er inviteret til fest

Det har ikke stået stille over de fem årtier i forretningen. Flere gange er butikken blevet udvidet, og den er også løbende blevet moderniseret.

- De første mange år sagde folk altid "Uha, Hans holder du aldrig op med at lave om, vi kan ikke få, det vi skal bruge". Så sagde jeg bare "Nej, men så fandt i jo noget andet, siger købmanden med et stort grin.

Jubilæet fejres med en stor fest i købmandsforretningen 25. oktober, hvor alle interesserede er inviteret.  

- Det glæder jeg mig enormt meget til. Der er åbne døre for alle, der har lyst til at komme forbi, siger han.

Det er Hans søn, der står for festen, så købmanden selv ved ikke så meget om, hvad der skal ske på dagen. Men han ser dog frem til fejringen. 

- Det skal være nede på jorden, og så skal vi bare gå og hygge os og snakke med hinanden, siger købmanden.

Selvom han nu har drevet forretningen i 50 år, er han endnu ikke klar til at vinke fra farvel til forretningen, og hvem ved, om der kommer flere jubilæer til? 

- Jeg er jo startet på de næste 25 år, siger Hans med et grin.