Her får plejehjemsbeboere en helt særlig oplevelse
Det er ikke nødvendigvis kedeligt at bo på plejehjem.
Det er aldrig for sent at få store oplevelser.
På Friplejehjemmet Højbo i Arnborg var det i går den dag på året, hvor de ældre bogstaveligt talt var flyvende. De var nemlig ude for at flyve i svævefly.
- Vi har gang i at give lidt kvalitet til livet, også selvom man er blevet gammel, fortæller friplejehjemmets ejer Dorthe Laursen.
I alt 21 beboere kom op i et svævefly. En af dem var Stinne Kristensen, der skulle prøve det for allerførste gang. Det glædede hun sig meget til.
- Nu er jeg blevet 91 år. Nu skal jeg prøve det, slår hun fast, inden hun med lidt hjælp kommer op i flyet.
”Vidunderligt”
Det var fjerde gang, at friplejehjemmet tog pensionisterne med op i luften. Det var dem selv, der godt kunne tænke sig at komme på en flyvetur,
- Vi gør rigtig mange ting, som kommer som inspiration fra beboerne af, forklarer Dorthe Laursen.
Da Dorthe Laursen kom ned på jorden var hun mere end tilfreds.
- Det var helt vidunderligt, sagde hun, inden hun fik hjælp til at komme op af flyet igen.