Ishockeystjerne bliver OL-fanebærer
Når Danmark træder ind til åbningen af vinter-OL, bliver det med Herning-spilleren Frans Nielsen og Madeleine Dupont i front.
Det bliver to sportsstjerner fra isens underlag, der skal føre den danske delegation ind til vinter-OL i Beijing.
Ishockeyspilleren fra Herning Frans Nielsen og curlingskipperen Madeleine Dupont har fået det ærefulde hverv som fanebærer i fællesskab, oplyser Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
- At være OL-fanebærer kan man ikke spille sig til. Vi kigger på erfaring, lederskab, sportslige resultater og ens status som rollemodel. Her var både Madeleine Dupont og Frans Nielsen indlysende valg for os i DIF, siger DIF's chef de mission Mikkel Sansone Øhrgaard.
- Madeleine Dupont skal til sit tredje vinter-OL og har altid gået forrest med stor personlighed og god udstråling på og uden for banen. Nu er hun med til at vise vejen for unge spillere, uddyber han.
- Frans Nielsen er OL-debutant, men det ville være unfair at kalde ham uerfaren. Frans Nielsen er en rollemodel i ishockeyverdenen og ham, der brød isen for de danske spillere til NHL for snart mange år siden.
Sidstnævnte har netop meddelt, at han stopper sin aktive karriere efter indeværende sæson.
- Det er jo en kæmpe ære at få. Måske den største du kan opnå, når du repræsenterer dit land. Der er ingen tvivl om, at det vil stå meget højt på listen over de største øjeblikke i min karriere, siger Frans Nielsen i pressemeddelelsen.
Han var meget overrasket over opkaldet fra DIF med forespørgslen, og det samme var 34-årige Madeleine Dupont.
- Det kom fuldstændig bag på mig, da DIF ringede og spurgte, om jeg ville være OL-fanebærer. Jeg troede egentlig bare, at det var et opkald om noget praktisk, så jeg var ved at falde ned af stolen.
- Men da det først gik op for mig, kunne jeg ikke sidde stille. Det er fuldstændig forrygende at blive udvalgt blandt så mange dygtige mennesker i den største danske vinter-OL trup nogensinde, lyder det fra curlingskipperen.
Der er åbningsceremoni ved legene i Beijing 4. februar, mens det hele slutter 20. februar.