Kræftpatient opfinder ny badehandske
Pia Lundgaard satte sig for at finde en smartere løsning på et dagligt problem. Nu er hendes opfindelse blevet et hit på hospitalerne.
Pia Lundgaard står i køkkenet med sin nye opfindelse. Ved første øjekast ligner det bare en blå plastikhandske, men der er tale om en ny opfindelse, der har gjort hverdagen nemmere for en masse mennesker.
Det hele begyndte for 2 år siden, da en sygeplejerske skulle hjælpe hende i bad mens hun havde et drop i hånden.
- Der sagde jeg til hende, at når jeg en gang bliver rask, så vil jeg opfinde et eller andet, der kan gøre det lettere for os at gå i bad, og det har jeg gjort, siger Pia Lundgaard
Opfindelsen består af en badehandske, som man som patient tager på. Når man skal i bad og har venflon eller et gangstativ med slanger ned til hånden. Handsken har en nem lukkefunktion, der slutter tæt, når patienten går i bad. Det lyder måske som den mest simple opfindelse. Alligevel har sygeplejerskerne på hospitalerne indtil i dag selv måtte finde en lappeløsning.
Man kan da godt overveje, hvorfor man ikke selv har tænkt den tanke, Sygeplejeske på onkologisk sengeafdeling.
- Så mange sygeplejersker har i så mange år gået rundt og lavet de her forskellige hovsa-løsninger i form af en plastikpose eller en stor handske og så med en elastik eller tape rundt om. Det er da lidt pudsigt, at det så er en patient, der får den gode idé, lyder det fra Anne Maria Høj Væggemose, der er sygeplejerske på onkologisk sengeafdeling på Regionshospitalet i Herning
Pia Lundgaard var selv kræftpatient på onkologisk afdeling i Herning. Der har de det sidste år været med til at udvikle handsken, som altså i dag letter både sygeplejerskernes og patienternes arbejde før og efter et bad.
- Det er da bare helt vildt fedt. Man kan da godt overveje, hvorfor man ikke selv har tænkt den tanke, men det er jo så bare helt vildt fedt, at der så er en patient, der har gjort det, og at vi kan få lov at være en del af det, siger Anne Maria Høj Væggemose.
Nu er Pia Lundgaards ide sat i produktion og bliver brugt af hospitalsafdelinger i hele Danmark.
- Til at starte med var det bare onkologisk afdeling, hvor jeg havde min gang, men jeg har fundet ud af, at der er mange andre, der har glæde af den her handske, og det er jeg bare super glad for, siger Pia Lundgaard.
Den handlekraftige opfinder er allerede i gang med sin næste opfindelse, som kan hjælpe hospitalerne. Den vil hun dog ikke røbe endnu.
Badehandsken bliver på flere hospitaler nu også brugt til at beskytte blandt andet gips og brandsår.