Kristian Jensens politiske karriere er slut: Portræt af rejsen fra ungdomspolitiker til næsten statsminister

Kristian Jensen stopper som politiker og dermed også i Venstre, som han har tilhørt det meste af sit liv.

Nu starter et nyt kapitel, hvor han skal være særlig repræsentant for Danmark i FN og arbejde for at sikre, at Danmark får en plads i FN's Sikkerhedsråd i 2025-2026.

Bag ham ligger et kvart århundrede som politiker og en karriere, som på mange måder er ganske imponerende. Her er et portræt af den midt- og vestjyske politiker.

Jeg vil gerne være statsminister

I 1996 på Herning Gymnasium deltog en VU’er ved navn Kristian Jensen i en samfundsfagstime, hvor han skulle fortælle om sine politiske drømme.

Dengang var han 25 år. I år bliver han 50. Og på de 25 år, der er gået, har han både været udenrigsminister, skatteminister og finansminister, og han har været næstformand i Venstre.

Han har faktisk mere eller mindre nået alt andet end det mål, han satte sig i 1996 på gymnasiet i Herning: Han ville nemlig være statsminister.

- Jeg vil ikke træde på nogen

To år senere, i 1998, kommer VU-formanden lidt tættere på drømmen. Han bliver nemlig folketingskandidat for Venstre i Ringkøbing Amt.

Hans mærkesager er mindre indblanding fra det offentlige og mere hensyntagen til miljøet, og han fortæller, at han ønsker succes, fordi han er dygtig og ikke ved at træde på nogen.

Dog siger den dengang 26-årige politiker også, at han godt kan være en hård fyr, hvis det kræves.

Han bliver valgt ind og får hele 9269 personlige stemmer på sit første valg, og eventyret på Christiansborg begynder

Ordførerskaber og ministerposter

I 2001 bliver Kristian Jensen finanspolitisk ordfører, og samme år får han næstformandskabet i Skatteudvalget.

Men i 2004 kommer det måske mest markante, politiske fremskridt hidtil i den vestjyske politikers karriere: Han får nemlig sin første ministerpost som skatteminister.

Han beholder posten til 2010, men der sker noget stort i løbet af ministerperioden – han bliver nemlig Venstres næstformand i 2009. En post, han beholder i 10 år.

I 2011 vinder Helle Thorning og Socialdemokratiet valget, og i en valgperiode står han igen uden ministerposter. Da regeringen igen bliver blå i 2015, træder han igen ind i en ministerpost – denne gang som udenrigsminister

Året efter, nærmere bestemt november 2016, bliver han efter en ny regering finansminister i stedet, og den post beholdt han til 2019, hvor Socialdemokratiet igen vandt Folketingsvalget.

Mange år med stor fremgang i Kristian Jensens politiske karriere betød, at han i manges bevidsthed var Venstres kronprins, der skulle overtage partiet – og måske en dag statsministerposten – når Lars Løkke Rasmussen engang var færdig.

Problemer i Venstre

Men i august 2019 gik det pludselig galt. I et interview med Berlingske gik Kristian Jensen imod Lars Løkke Rasmussens ide om en SV-regering, og det skabte en konflikt mellem de to.

Det skabte røre i partiets bagland, og Venstre meldte ud, at der skulle nyt blod til i ledelsen. Efter et opgør måtte Kristian Jensen trække sig, og han mistede rollen som næstformand og alle ordførerskaber. Drømmen om at blive statsminister var mere eller mindre brast.

I dag er han verdensmålsordfører, friskole- og efterskoleordfører og bæredygtighedsordfører for Venstre. Men pladsen som formand i Venstre og den dertilhørende drøm om at lede landet, den er ikke længere i sigte.

Læs også: drømmen brast: i 20 år har Kristian Jensen håbet på at blive statsminister

Nye veje som ambassadør

Og nu lader det til, at han er helt færdig med politik. I hvert fald på den måde, han har været politiker hidtil.

Han skal nemlig være særlig repræsentant for Danmark i FN, hvor han skal arbejde hen imod en plads til Danmark i FN's Sikkerhedsråd i 2025-2026.

- Det er der, de store beslutninger tages, og det er der, et lille land som Danmark kan være med til at præge verden, siger Kristian Jensen tirsdag på et pressemøde.

Han er altså tilbage et sted, hvor han har indflydelse.

I dag fortryder han, at han i sine unge år udtalte, at han gerne ville være statsminister. Han føler nemlig selv – med rette – at han har opnået utrolig meget i sin politiske karriere, men at det alt sammen for evigt vil blive overskygget af den ene ting, han aldrig nåede: At blive statsminister.