Landsdelens landmænd i lort til halsen

Gylletanke landsdelen over er fyldt til randen. Og vejrudsigten efterlader ikke meget håb for, at landmændene snart kan få gyllen ud på markerne.

Fra 1. februar er det muligt at køre gyllen ud. Men markerne er ufremkommelige for de tonstunge traktorer og gyllevogne.
Fra 1. februar er det muligt at køre gyllen ud. Men markerne er ufremkommelige for de tonstunge traktorer og gyllevogne.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST
Morten Ydes gylletank i Snedsted kan snart ikke rumme mere møg. Landmanden kan snart ikke rumme mere regn. 
Morten Ydes gylletank i Snedsted kan snart ikke rumme mere møg. Landmanden kan snart ikke rumme mere regn. 
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Det er rent ud sagt noget møg med al den regn fra oven. For det skaber lidt af en lortesituation for landsdelens landmænd. Hos rigtig mange af dem er gylletankene nemlig lige nu fyldt til bristepunktet.

- Jeg har været landmand i over tyve år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende, lyder reaktionen fra landmand Morten Yde fra Snedsted.

Hans gylletank er mere end fuld, og med udsigt til endnu mere regn i den kommende tid, så kan han ikke lige foreløbig komme ud med sin gylle på markerne.

Ansatte sendt på tvungen ferie

For selv om det fra 1. februar er muligt at køre gyllen ud, kan det ikke lade sig gøre, fordi markerne er ufremkommelige for de tonstunge traktorer og gyllevogne. Og det skaber også bekymring på en maskinstation i Thy.

- Jeg er meget træt af det, og det er jo ikke bare landmænd og maskinstationer, der synes det. Også som menneske bliver man træt af det, og byboerne synes jo også, det er træls, det regner hver dag, siger Viggo Madsen, der er indehaver af Dollerup Maskinstation.

Her er flere af de 14 ansatte nu sendt på tvungen ferie eller på kursus. Og dem, der er tilbage, må gøre maskinerne klar i stedet for at køre ude på markerne.

- Det er noget lort, lyder det grinende fra Viggo Madsen.

Viggo Madsen har været nødt til at sende flere af sine medarbejdere på Dollerup Maskinstation på tvungen ferie eller kursus.
Viggo Madsen har været nødt til at sende flere af sine medarbejdere på Dollerup Maskinstation på tvungen ferie eller kursus.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Stjæler plads hos naboen

Landmand Morten Yde er én af de landmænd, der finder kapacitet. Men mange af hans kollegaer leder i denne tid med lys og lygte efter ledig kapacitet, hvor de kan køre gyllen hen, mens de venter på bedre vejr.

- Indtil videre klarer mange landmænd det ved at finde ledig kapacitet hos naboer og nedlagte ejendomme med gyllebeholdere, siger Morten Yde.

Og de mange landmænd skal ikke indstille jagten for tidligt. Ifølge DMI så bliver de næste ti dage af den våde slags.

- Det giver da anledning til bekymring i forhold til den vejrudsigt, vi kigger ind i. Min gylletank, den kan kun betegnes som fuld, siger landmanden fra Snedsted.

3:09
Også i Holstebro er borgerne godt træt af regn. Her er store dele af midtbyen nemlig oversvømmet.