Magnus var med til at lave alle Olsen Banden-film: - Et privilegie at være med

Magnus Magnusson oplevede et stykke dansk filmhistorie fra allernærmeste hold, da han var med til at lave samtlige Olsen Banden-film.

Guldbarerne her var rekvisitter i filmen 'Olsen Banden i Jylland' fra 1971. Magnus Magnussen er manden, der fik dem fremstillet til filmen.
Guldbarerne her var rekvisitter i filmen 'Olsen Banden i Jylland' fra 1971. Magnus Magnussen er manden, der fik dem fremstillet til filmen.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det er nu præcis 50 år siden, danskerne kunne opleve forbrydertrioen Egon, Benny og Kjeld i Olsen Banden i biografen for første gang, og Magnus Magnusson har været med siden begyndelsen.

Dansk-svenskeren, der har boet i Søby syd for Herning i de sidste 10 år, drømte om at blive filminstruktør, men han endte i stedet som rekvisitør på en af dansk filmhistories største succeser.

- Det har været et stort privilegie at være med. Det har været godt, hårdt og sjovt arbejde. Det har også været meget kreativt og givende på alle mulige måder.

- Jeg har fået lov til at møde sidste århundredes store skuespillere. Mange af dem har jeg arbejdet sammen med i næsten 40 år, lyder det fra Magnus Magnusson.

Her ses Magnus Magnussen på Olsen Banden-settet. Det er ham, der står i midten. 
Her ses Magnus Magnussen på Olsen Banden-settet. Det er ham, der står i midten. 
Foto: Rolf Konow

- Det var ikke bare kulisser

Som manden i spidsen for alle filmens rekvisitter sørgede han for, at kulisserne var, som instruktør Erik Balling og scenograf Henning Bahs ville have dem.

- Jeg synes, vi lavede nogle rigtig gode dekorationer. Yvonnes lejlighed, Jensens kontor og dynamit-Harrys hybel. Det var meget skægt.

- Vi var gode til at få det til at se beboeligt ud. Det var ikke bare kulisser. Det var et sted, hvor der boede folk, lyder det.

Mange af scenerne blev bygget i et studie. 
Mange af scenerne blev bygget i et studie. 
Foto: Rolf Konow

Blev ikke millionær

Og ganske ligesom forbrydertrioen i filmene aldrig formåede at anskaffe sig millionen, så blev Magnus Magnusson heller ikke velhavende af at stå for rekvisitterne.

Han var primært med, fordi det var sjovt.

- Nej, til at starte med var jeg elendigt betalt, griner han.

- Til sidst endte det så med, at vi fik normale lønninger.

En del af dansk films skattekammer

Fortællingerne om Olsen Banden er han stolt over at have været med til at lave, og han tror fuldt og fast på, at historierne kommer til at leve videre.

- Det er helt sikkert, at de kommer til at ligge i dansk films skattekammer. Når TV-stationerne mangler gode seertal, så sætter de bare en Olsen Banden-film på, lyder det i et stort smil.

- Personer som Egon, Benny og Kjeld eksisterer ikke i den virkelige verden. Det er et eventyr. Jeg tror det er eviggyldige historier, siger Magnus Magnusson.

3:18