Micaela kæmper for at skaffe penge til syg veninde, men det går langt fra som planlagt

I september kunne TV MIDTVEST fortælle, at Micaela Andersen ville samle ind til sin syge veninde. Nu fortæller hun, hvordan det går to måneder senere.

Michella Hansen
Foto: Privatfoto

2135 kroner. 

Så mange penge står der i øjeblikket på Micaela Andersens indsamlingskonto. Hun skal bruge omkring 30.000 kroner til en livsændrende behandling til hendes veninde. 

- Det er frustrerende, og det gør mig ked af det, siger Micaela Andersen. 

Hun kæmper på livet løs for at skaffe penge til en behandling på en privatklinik i København. Hendes veninde Michella Lodahl Hansen fra Vildbjerg er nemlig diagnosticeret med sygdommen ACNES, hvilket er en sjælden mavesygdom, der gør, at hun siden 2019 har haft stærke, daglige smerter i maven.

Hun kan ikke få hjælp fra Region Midtjylland, da den behandling, hun kræver, ikke tilbydes i regionen. Det gør den til gengæld i Region Hovedstaden, hvor en privatklinik kan foretage den, har hun tidligere forklaret til TV MIDTVEST.

Venindes tilstand forværret 

Siden TV MIDTVEST fortalte om indsamlingen for to måneder siden, er Michella Lodahl Hansens tilstand blevet forværret. Hun er lænket til sengen, og hun kan hverken spise eller drikke selv, fortæller Micaela Andersen.

- Det er svært at se på et menneske, der lider på den måde, og at man ikke har midlerne til at kunne hjælpe nu og her, siger Micaela Andersen.

Hun fortæller også, at Michella Lodahl Hansen har mange smerter.

- Jeg bliver ked af det, og tænker bare. For fanden hvor vil jeg bare gerne give hende de penge og sige, nu kører vi over og får den behandling, siger Micaela Andersen. 

Indsamling er bøvlet 

Micaela Andersen oplever, at mange gerne vil hjælpe, men at kravene omkring offentlige indsamlinger gør processen besværlig. 

Mange er blevet vant til hurtigt at swipe penge over ved MobilePay, men det er ikke muligt for Micaela Andersen, medmindre hun har et cvr-nummer. Derfor skal donationerne ske gennem en kontooverførsel, men det får folk ikke gjort. 

- Folk springer fra, fordi det er besværligt, siger hun. 

Et lille beløb gør stor forskel 

Micaela Andersen har oprettet en Facebookgruppe, hvor man kan følge med i indsamlingen, og hvor alternative donationer og hjælp kan gives. 

Gruppen har i skrivende stund 60 medlemmer.

- Man bliver rørt over, der er så mange, der vil hjælpe, siger Micaela Andersen. 

Man kan donere inde i Facebookgruppen, og selv de mindste beløb tæller, lyder det fra Micaela Andersen. 

- Det er ikke beløbets størrelse, der gælder. Om det så bare er 2 kroner, så er det en hjælp, siger hun. 

Hun håber, at hun snart kan give hendes 30-årige veninde en behandling, der kan være med til at ændre hendes liv. 

- Det er svært at sætte ord på. Det vil betyde alverden, siger Micaela Andersen.