Midtjysk bøfkonge om røde tal: - Det vi ser er kun starten

Restaurantkæden A Hereford Beefstouw, med hovedsæde i Lund ved Herning, tjener ingen penge. Ifølge ejeren er der for mange restauranter med bøf på menuen.

Der bliver ikke serveret lige så mange bøffer på restauranterne hos hos A Hereford Beefstouw. Årsagen er ifølge ejeren for mange om buddet.
Der bliver ikke serveret lige så mange bøffer på restauranterne hos hos A Hereford Beefstouw. Årsagen er ifølge ejeren for mange om buddet.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Ejeren af Danmarks ældste bøfhuskæde, Lars Damgaard, fra A Hereford Beefstouw kan notere sig røde tal på bundlinjen i årets regnskab. Det skriver Børsen. 

Ifølge årsrapporten fik selskabet Aage Damgaard Aps, der står bag bøfkæden med 12 restauranter over hele Danmark og fire i udlandet, et underskud i 2018 på 8,4 millioner kroner efter skat.

- Der er for mange om buddet - alt, alt for mange. Det er blodigt i restaurantbranchen, og det, vi ser, er kun starten. Jeg kan garantere dig, at der er nogle, der vælter, siger ejer Lars Damgaard til Børsen. 

Indtjeningen hos bøfkæden har været faldende siden 2014, og i 2017 havde virksomheden det seneste positive regnskab på 3,1 millioner kroner. Bøfstuen har dog stadig en solid egenkapital på 123 millioner kroner. Den lød dog på 168 millioner kroner i 2014. 

Ejer af A Hereford Beefstouw, Lars Damgaard, mener, det er et spørgsmål om tid, før nogle af de mange bøfrestauranter bukker under. 
Ejer af A Hereford Beefstouw, Lars Damgaard, mener, det er et spørgsmål om tid, før nogle af de mange bøfrestauranter bukker under. 
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Branchen er generelt presset

A Hereford Beefstouw er langtfra den eneste restanrantkæde med møre bøffer på menuen, som er presset. Også kæderne Flammen, Jensens Bøfhus og Mash taber på indtjeningen og har underskud.  

- Det har i mange år været sådan, og det er i takt med, at der er blevet flere om buddet. Det er ikke blevet nemmere at tjene penge. Heller ikke selvom omsætningen i branchen faktisk er vokset. Kagen skal jo deles af flere, siger cheføkonom hos Horesta, Jonas Kjær til Børsen.

Ifølge Lars Damgaard er en af årsagerne også, at indtjeningen i branchen presses af mange, som ikke har tegnet overenskomst.

- Når tre af fire ikke har overenskomst, så betyder det noget. Det kan betyde en halvering af deres lønomkostninger, og lønninger udgør normalt omkring 40 procent af omsætningen. At så mange ikke har overenskomst er et kæmpe problem, siger ejeren til avisen. 

Se et indslag om, at klimafokus tilsyneladende ikke afspejles i de midt- og vestjyske kødvaner. 

2:32
INDSLAG 22/3-2019: Det skrantende klima vil have godt af mere grønne madvaner, men der er ingen kødkrise i det midt- og vestjyske