Narkopåvirket bilist stoppet to gange på samme aften

En mand var onsdag aften i kontakt med politiet flere gange, og møderne endte med, at han fik samme sigtelse

Blå blink i mørke
Foto: Rigspolitiet

En 28-årig narkopåvirket mand fra Ikast var onsdag aften i kontakt med politiet flere gange, og kunne tage dobbelt op på sigtelser med sig i seng.

Første gang manden mødte politiet var på Hammerum Hovedgade klokken 21.50. Her stoppede en patrulje manden, som de anholdte og kørte til blodprøvetagning, da han var narkopåvirket. Det fortæller Andreas Suhr, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Herning.

Derudover havde manden en mindre mængde narkotika på sig og havde ikke førerret til en bil. Derfor fik bilens ejer også en sigtelse for at have overladt bilen til en, der ikke måtte føre den. Desuden tog politiet ud til mandens adresse, hvor der også blev fundet en mindre mængde narkotika.

På den igen

Efter blodprøvetagningen blev manden løsladt, men der gik ikke længe, før han igen kom i kontakt med politiet. Her stoppede en patrulje samme mand i samme bil og stadigvæk i en narkopåvirket tilstand. Derfor blev han endnu engang sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand og uden førerret.

Også denne gang blev manden kørt afsted for at få taget endnu en blodprøve. Dog slap bilens ejer for en sigtelse anden gang, da det er en vurdering af, om vedkommende har kunne nå at få fat i sin bil eller ej, fortæller Andreas Suhr.