Nyuddannede landmænd er bekymrede for ny afgift
Unge landmænd er bekymrede for, om de kan være konkurrencedygtige nok.
12 nyudklækkede landmænd fra Agroskolen i Hammerum kunne tirsdag fejre deres nye titel. Fejringen foregik med studenterkørsel og fuld musik. Men i horisonten lurer nye klimaafgifter på landbruget.
- Det er jo en ekstra vægt, de (red. Regeringen) lægger på mine skuldre. Jeg synes, at landmænd i andre lande også bør have den vægt på skuldrene, siger Jacob Christensen, som er en af de nye landmænd.
- Jeg synes måske ikke, det er helt fair. Danmark er det eneste land i verden, der trækker det ned over hovedet på os, supplerer Malte Østergaard, som også er nyuddannet landmand.
De nye afgifter fremlagde regeringen mandag aften, hvor de indgik den længe ventede grønne trepartsaftale, der blandt andet betyder, at landbruget kan se frem til at betale for CO2-udledning.
Blandt andet kommer der en CO2-afgift på udledninger fra husdyr.
Fortryder ikke uddannelse
Nye afgifter eller ej så fortryder de nye landmænd ikke, at de har valgt netop den branche.
- Jeg bliver ikke slået ud af kurs på grund af nogle politikere. Jeg bliver ved med at være landmand, fastslår Malte Østergaard:
- Man føler sig ikke til grin, men jeg tænker på, om det kan have konsekvenser for vores konkurrencedygtighed i fremtiden, og det er jeg bange for, at det kan, siger Malte Østergaard.
De nye landmænd frygter altså, at det vil blive svært for dem at klare sig.
Men ifølge forstander Jeppe Bomann på Agroskolen i Hammerum, så er de nyuddannede landmænd godt rustet til en virkelighed med CO2-afgifter.
- De har lært en masse om klimaaftryk. Også hvordan man i praksis kan formindske CO2-udledningen ved at tilrettelægge driften på den rigtige måde. Teknologien flytter sig hurtigt, og det er de unge vant til at håndtere, siger forstanderen.
De grønne afgifter træder i kraft i 2030 og er fyldt indfaset i 2035.