Politi med opfordring efter sirenevarsel: Ring kun 112 i akutte tilfælde

Mange borgere ringer lige nu 112 efter sirenevarsel i Herning-området. Det skal man ikke, lyder det fra politiet.

Røgen kan ses på lang afstand.
Røgen kan ses på lang afstand.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

I forbindelse med en stor brand i en industribygning på Baggeskærvej i Herning har politi og beredskab udsendt en sirenevarsel for at gøre folk i området opmærksomme på, at de skal søge indendøre. 

Det har dog medført, at politiet lige nu oplever, at mange borgere ringer på telefon 112. Og det skal man ikke, medmindre der er tale om et akut tilfælde.

- Vi oplever flere, der ringer 112 lige nu, og det er altså ikke det, man skal. Man skal i stedet søge indendøre, lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg, og så søge information hos Danmarks Radio og TV 2, siger kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestjyllands Politi, Mette Quistgaard.

- I den her konkrete sag er det, hvis man kan se eller lugte røg, at man skal søge indenfor, supplerer hun. 

Herunder kan du se, hvad det betyder, når sirenerne hyler, og hvordan du skal forholde dig.

 
 
Foto: Grafik: Nordjyllands Beredskab.

Sundhedsskadelig røg

Anmeldelsen om branden kom omkring klokken 10. Den er ifølge brandvæsenets indsatsleder startet i en lagerhal, hvor der bliver taget kemikalier retur. 

Ifølge politiet udvikler branden røg, der er sundhedsskadelig ved indånding, og det er derfor, der er blevet udsendt sirenevarsel. 

Røgen driver eftersigende i nordlig retning ind over byen.