Politiet lukkede "brænderfest" med 25 sigtelser
Op mod 100 unge mennesker var Kristi himmelfartsdag samlet i Ørnhøj for at brænde dæk af, inden politiet lukkede festen.
Midt- og Vestjyllands Politis tilstedeværelse ved en såkaldt "brænderfest" i Ørnhøj på Kristi himmelfartsdag endte med 25 sigtelser.
Mellem 75 - 100 unge mennesker var torsdag eftermiddag mødt op for at brænde dæk af og holde fest, men det stoppede politiet i løbet af et par timer tidligt på aftenen.
- Vi startede med at tage derud omkring klokken 16.30, og så sluttede vi omkring klokken 21.00. Vi sigtede unge for adskillige ting blandt andet spirituskørsel og unødig støj, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkjær.
Vagtchefen oplyser, at betjentene også sigtede unge mennesker for unødig røg, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og fejl og mangler på bilerne, der var tilstede.
Arrangementet var en del af en større tradition, der plejede at foregå i Spjald. Det foregår hvert år på Kristi himmelfartsdag og hedder Burnout. Det kulminerede i 90'erne med flere hundrede unge, der endte i gadekamp med politiet. Siden har der hvert år været større eller mindre tilløb til Burnout, og i år fandt det så sted i Ørnhøj med cirka 100 deltagende unge.
- I stedet for at køre hurtigt som til et gaderæs gælder det om at brænde dæk af. Det er derfor, man kalder det brænderfest, siger Simon Skelkjær.
Vagtchefen oplyser, at der ikke blev sigtet nogen unge for overtrædelse af coronarestriktionerne.