Så kom det femte æg: - De går til opgaven med stor energi
Det er blevet til endnu et æg i reden i Bækmarksbro.
Onsdag morgen lagde Yvonne endnu et æg i reden i Bækmarksbro. De første fire æg er kommet nærmest præcis klokken 22 om aftenen, men det nyeste æg meldte altså sin ankomst mellem klokken 09:30 og 09:35 i dag.
- Det er jo dejligt. Vi har fem dejlige, flotte, skindende runde æg, siger Lotte Lykke Stendahl, der er storkeekspert fra storkene.dk.
Og det er faktisk ikke ualmindeligt, at der kommer et efternøler-æg, som det er sket for Yvonne og Kjeld.
- Man ved jo aldrig. Det er set før, at æggene kommer i fine intervaller, og når der så ikke kommer flere, tænker man, at det nok er slut, fortæller Lotte Lykke Stendahl.
- Men nogle gange ser man, at hun lægger et eller to æg mere, fortsætter storkeeksperten.
Nogle sunde fugle
Storkeeksperten fortæller, at både Yvonne og Kjeld er nogle sunde fugle, og at de virker meget opsatte på opgaven.
- De går til opgaven men en stor energi. Og Kjeld er meget opsat på at være med til at ruge på æggene, siger Lotte Lykke Stendahl fra storkene.dk.
Derfor er der også en chance for, at de to storke kan lykkes med at få liv ud af alle fem æg.
- Det her tegner rigtig godt. Hvis vejret det er med os, kan vi godt have fem storkeunger flyvende herude inden længe, siger storkeeksperten.
Derfor krydses der fingre for solskin og dejligt vejr. Storke ruger på deres æg i 31 til 33 dage.