Så stort på regler og afleverede granater - alligevel undgår de straf
Politiet forklarer, hvordan to borgere kan aflevere granater i strid med reglerne, men undgå straf.
To borgere, der fredag formiddag har afleveret håndgranater hos politiet i Herning, undgår straf, selvom de har overtrådt reglerne for frit lejde.
Det oplyser vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi Bjørn Bo til TV MIDTVEST.
Fredag åbnede politiet for frit lejde, hvor man anonymt kan aflevere våben til politiet uden risiko for at blive sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
Det betyder altså, at man også kan komme af med ulovlige våben, man under normale omstændigheder ville være blevet straffet for at besidde.
- Det går simpelthen ikke
Tilbuddet gælder dog ikke for eksplosiver som de granater, der fredag formiddag blev afleveret på politistationen i Herning.
Det skyldes, at de betragtes som "særligt farlige genstande", der derfor skal hentes af myndighederne.
- Det går simpelthen ikke. Det kan være farligt - både for borgeren selv, men også for vores personale, siger Bjørn Bo i en pressemeddelelse.
Ifølge Bjørn Bo har de to borgere begge været anonyme, da de afleverede granaterne, og de undgår derfor en sigtelse eller lignende, selvom de har overtrådt retningslinjerne for frit lejde.
Bestemte våben går igen
Bjørn Bo fortæller, at Midt- og Vestjyllands Politi ikke har nærstuderet granaterne, da man ikke har vidst, hvor farlige granaterne var.
Det er også uvist, om granaterne var udstyret med tændsatser, der bruges til at få granaterne til at sprænge.
Opgaven med at se nærmere på de to granater ligger nu hos Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) fra Ingeniørregimentet i Skive, der har hentet granaterne.
Foruden de to granater har politiet modtaget haglgeværer, rifler, patroner og knive.
- Det er våben, vi får væk fra gaden. Det er vi selvfølgelig glade for, selvom vi gerne havde set, at vi var blevet bedt om at hente de to granater, forklarer Bjørn Bo.
Ordningen med frit lejde løber til udgangen af november.
Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4, hvis man er i besiddelse af granater eller andre farlige genstande.