Sigurd trodser statistik: Fast job trods sjælden øjensygdom

Størstedelen af blinde og svagsynede står uden for arbejdsmarkedet, men Sigurd Lund, der ser under ti procent på begge øjne, trodser statistikken.

Sigurd Lund fra Lind ved Herning arbejder i 365discount i Herning, hvor hans far er butikschef.
Sigurd Lund fra Lind ved Herning arbejder i 365discount i Herning, hvor hans far er butikschef.
Foto: Janne Dalby Ewert, TV MIDTVEST

Hver morgen ringer 18-årige Sigurd Lunds vækkeur, så han er helt sikker på, at han kommer afsted til tiden.

Han skal nemlig på arbejde i supermarkedskæden 365discount, hvor han er elev.

På mange måder lyder det langt fra særligt – men det er det.

For Sigurd er født med øjensygdommene akromatopsi og keratoconus, som betyder, at han ikke kan se farver, er meget følsom overfor lys og har et stærkt nedsat syn.

Faktisk ser han under ti procent på begge øjne, så han ser ingenting tydeligt.

- Jobbet giver mig meget. Altså, jeg kunne jo sagtens blive førtidspensionist, men det ville ikke give mig nogen værdi. Jeg kunne ikke bare sidde derhjemme og lave ingenting, siger han.

Men der følger udfordringer med ved at være svagtseende og arbejde i butik, og dér får Sigurd Lund god hjælp fra sin telefon, som du kan se her. 👇

0:11
Sigurd Lund bruger ofte sin iPhone, så han kan læse skilte og stregkoder.

Jobbet betyder, at Sigurd Lund trodser statistikken.

For nye tal fra Dansk Blindesamfund viser, at størstedelen af blinde eller svagsynede i Danmark står udenfor arbejdsmarkedet. Faktisk er det kun en tredjedel af den gruppe, der er i arbejde.

Men det dårlige syn står ikke i vejen for at have et job, mener den 18-årige, selvom der er lidt udfordringer.

- Der er selvfølgelig visse arbejdsopgaver, som jeg ikke kan udføre. Jeg kan ikke sidde ved kassen, da jeg ikke kan bruge tastaturet eller skrive koder ind, forklarer han og fortsætter:

- Jeg er heller ikke meget i frugt- og grøntafdelingen, for i den afdeling skal man kunne se, hvordan det ser ud.

Han fortæller, at der ellers ikke er de store udfordringer ved at arbejde i supermarkedet, og at han holder meget af kundekontakten.

- Der er mange, der slet ikke lige ved, at jeg har et synshandicap, og som ikke lægger mærke til det, når de taler med mig, forklarer han.

Flere årsager til hvorfor så mange ikke er i job

Ifølge Dansk Blindesamfund er der flere forklaringer på, hvorfor størstedelen af blinde og svagsynede står udenfor arbejdsmarkedet. 

- En del af forklaringen skal dog helt sikkert findes i, at alt for få blinde og stærkt svagsynede får en kompetencegivende uddannelse, som er en væsentligt forudsætning for at kunne finde fodfæste på arbejdsmarkedet, forklarer Diana Stentoft, der er næstformand i Dansk Blindesamfund.

- Det kan også handle om, at mange it-systemer, som bruges på arbejdspladser, ikke udvikles efter de standarder, der findes for at sikre tilgængelighed. Det betyder, at det kan være rigtig svært for blinde og svagsynede at få forstørrelsesprogrammer eller skærmlæsere, som er helt nødvendige hjælpemidler til at samarbejde med arbejdspladsens it-systemer.

Sigurd har jo nogle begrænsninger idet han ikke kan sidde ved kassen eller tjekke grøntafdelingen. Er det ikke forståeligt, at en arbejdsgiver vælger en kandidat uden synshandicap først?

-- Jeg må gå ud fra, at man som arbejdsgiver træffer sit valg med afsæt i de kompetencer, som ansøgeren har. Som virksomhed handler det jo også om at tage et aktivt valg om at være en inkluderende arbejdsplads - ikke for at det skal se pænt ud i statistikken, men fordi man faktisk har en overbevisning om, at mangfoldighed og diversitet på arbejdspladsen er en styrke, understreger næstformanden.