Succestræner efter exit: Åben for en helt ny karriere

Succestræner håber på nyt trænerjob, men karrieren kan også dreje i en helt anden retning.

20231126-182319-L-4887x3258ma
Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Når Niels Agesen træder væk fra håndboldbanen i Mors-Thy Håndbold til næste sommer, er håbet ikke nødvendigvis at forlade harpiks, træningstøj og hvinende lyde fra træningssko.

Drømmen er nemlig, først og fremmest, at fortsætte som håndboldtræner - bare et andet sted.

Niels Agesen er dog klar over, at sporten er stor, men pladserne få.

- Jeg synes ikke, jeg er færdig, men der er jo ikke uanede jobs, siger han.

Selvom håndbold fortsat er håbet, har han gjort sig overvejelser om, hvad fremtiden potentielt ellers kunne byde på.

- Jeg har haft interesse og været nysgerrig på at arbejde med for eksempel udsatte børn.

Selvom interessen er der, er drømmen alligevel et andet sted.

Fokus er nemlig stadig rettet mod håndbolden. Og træneren vil nu gøre sit bedste for at bringe Mors-Thy Håndbold frem.

- Det handler ikke om mig, det handler om Mors-Thy håndbold, og hvis jeg ikke kan se mig selv 100 procent i det, så er det bedre at give stafetten videre.

Sådan lyder det fra Niels Agesen, efter det sidste uge kom ud, at han 30. juni 2025 takker af i den nordjyske klub.

Ifølge træneren er det ikke en enkelt ting, der er årsag til den store beslutning.

- Det er summen af rigtig mange ting, der gør, at jeg siger tak for nu.

Én af årsagerne er, at Niels Agesen ganske enkelt har lyst til at prøve noget nyt, og han fortæller, at han efter offentliggørelsen af hans exit allerede har fået nogle henvendelser.

Det er dog vigtigt for den erfarne træner, at fremtidsjobbet kan passe ind med familie, hans personlighed og trænerprofil.

For nogle kan det være svært at holde motivationen på trænerbænken oppe, efter man har lagt sin opsigelse hos direktøren. Men det tyder ikke på at være en udfordring for Niels Agesen.

- Det er overhovedet ikke et problem for mig, siger han.

Træneren er nemlig godt klar over, at hvis han skal være attraktiv på markedet, er det vigtigt, at han fortsat præsterer.

Men det er ikke kun for en fremtid i andre klubber, han holder fanen højt.

- Jeg vil gerne levere en indsats, så jeg ikke lukker muligheden for potentielt at komme tilbage til klubben igen en dag.

For selvom Niels Agesen vælger at sige farvel til Mors-Thy Håndbold nu, er det nødvendigvis ikke et evigt farvel.

- Jeg vil aldrig sige aldrig, fortæller han.