Spark og slag rakte ikke til hjemmebanesejr for herningenser

Patrick Gosmer var lørdag på hjemmebane ved DM i MMA. Han tabte dog sin første og eneste kamp.

Her har Patrick Gosmers modstander overtaget, og herningenseren må se sig slået.
Her har Patrick Gosmers modstander overtaget, og herningenseren må se sig slået.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Lørdag lægger Fight Center Herning hus til DM i Mixed Martial Arts (MMA). Patrick Gosmer er på hjemmebane og i kamp for første gang i flere år.

- Det er mand mod mand, og der er mere på spil end et mål i fodbold, forklarer han.

Han er tidligere bokser. Det hjælper ham ikke denne dag, da han taber sin første kamp.

- Jeg kommer på udebane, når jeg kommer ned og ligge på jorden. Dér kan jeg ikke være med. Dér er de alle sammen dygtigere end mig, fortæller han.

På grund af nederlaget når han kun denne ene kamp.

En blanding af forskellige kampsportsarter

I MMA bruger deltagerne teknikker fra forskellige kampsportsarter. 

- Det er en kampsport, der bliver mere og mere accepteret som sport, og det viser sig også i forhold til interessen for det - at det er en blanding af alle kampsport gør det jo til en diamant inden for kampsport, fordi det er jo kunsten i at kunne mestre det hele på én gang, siger Julie Daugaard, der er eventarrangør ved Fight Center Herning.

I alt 30 deltagere i forskellige vægtklasser kæmper om Danmarksmesterskabet, som bliver afgjort lørdag aften.

2:12