Trine Jepsen stiller op til Folketinget for Venstre
Trine Jepsens CV spænder allerede vidt. Nu vil hun vælges til Folketinget.
Hun er helt vant til spotlightet. Og i sangkonkurrencer har hun førhen haft meget held med at kradse stemmer ind.
Nu rækker Trine Jepsen ud efter en plads i Folketinget.
Torsdag aften ventes den 46-årige midtjyde valgt som Venstres kommende kandidat i Herning. En kreds, der i årevis har været sikkert Venstre-land, men som ved sidste valg mistede sit mandat.
- Det er med alle mulige følelser, men allervigtigst er, at jeg har lysten og viljen, og vil gøre mit til at Vestjylland får den indflydelse, som området fortjener. Jeg er både stolt og ydmyg over den tillid jeg er blevet mødt med, siger Trine Jepsen.
En utraditionel baggrund
Trine Jepsen blev landskendt, da hun i 1999 vandt Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Denne Gang'. Et par år senere tonede hun frem i TV 2-programmet Popstars. Denne gang som en del af gruppen EyeQ, der endte med at vinde hele balladen.
- Jeg er helt med på, at nogen vil synes, min baggrund er utraditionelt for en politisk karriere. Men jeg ser min baggrund fra kulturen og som erhvervsleder som en styrke, siger Trine Jepsen.
Senere skiftede hun popscenerne ud med forskellige ledelsesjobs. Hun var blandt andet direktør for Fonden Nørre Vosborg i årene 2015-2019 og efterfølgende leder på Schakenborg Slot. I dag er hun selvstændig med egen virksomhed, og hun håber på at kunne trække på erfaringer fra hele palletten, skulle hun opnå valg til folketinget.
- Jeg interesserer mig naturligt for kulturområdet, der i høj grad er med til at binde vores egn sammen. Og netop sammenhængskraften i vores samfund, optager mig. Jeg vil gerne bygge bro imellem Christiansborg og Vestjylland, siger hun.
Trine Jepsen skal vælges formelt på et opstillingsmøde i Herning klokken 20.00 torsdag aften.