Ulovlig pokerklub i industrikvarter fik pludselig besøg af politiet: - Klubben oplevede det som meget dramatisk
Fredag aften slog politiet til mod en kortklub i Herning. Det endte med, at klubben blev lukket og tømt for borde, stole og maskiner.
Fungerende politikommissær Lars Boe Larsen oplyser til TV MIDTVEST, at der er en sigtet i sagen, og at vedkommende er sigtet efter straffelovens paragraf 203, der handler om at drive forretning med hasardspil.
Han kan ikke udelukke, at Midt- og Vestjyllands Politi kommer til at sigte flere personer.
Fredag aften omkring klokken 23 mødte politiet op ved Herning Kort Klub i et industrikvarter i Herning. Med sig havde de både SKAT og Spillemyndigheden, og ifølge klubbens arrangør blev døren slået ind.
Grunden til den entré var, at politiet havde fået en efterretning om ulovligt spil:
- Da vi kommer derned, kan vi konstatere, at der sker et spil dernede, og så lukker vi klubben. Vi registrerer de folk, der er til stede, og så spørger vi til deres ærinde på stedet. De bliver afhørt og får mulighed for at svare på spørgsmål om, hvorfor de er der, og hvad de laver på stedet, fortæller Lars Boe Larsen, der er fungerende politikommissær hos lokalpolitiet i Herning.
Lukkede klub
- Efter samarbejde og sparring med SKAT og Spillemyndigheden lukker vi klubben ned og fjerner de genstande, man bruger til at spille - altså borde, stole og eventuelle maskiner, fortæller Lars Boe Larsen.
Politiet vil ikke fortælle, hvor mange penge de har fundet og konfiskeret i klubben, men de oplyser, at der endnu ikke er nogen, der er blevet sigtet, men at dem, der arrangerer spillet, kan se frem til en eller anden form for sigtelse.
- Det er usædvanligt, at vi finder sådan en spilleklub her. Det her er ikke noget vi ser ret tit.
Skudt over mål
Arrangøren ønsker ikke at stå frem med navn, men TV MIDTVEST er bekendt med hans identitet. Han fortæller, at han selv lige havde forladt stedet, da myndighederne kom. Han blev kontaktet og kørte tilbage for at mødes med dem:
- Klubben oplevede det som meget dramatisk. Der blev klart skudt over målet i forhold til, at vi hyggespillede.
Ifølge arrangøren var der lige under 30 mennesker i klubben i fredags, som sad og "hyggede med et lille spil". Han fortæller, at SKAT var involveret på grund af drikkevarer og slik hentet i Tyskland.
Det er ikke lovligt at arrangere den slags spil, når man ikke er registreret?
- Det er rigtigt. Vi spiller om penge, men det er ikke mange. Det er overskuelige summer. Pengene går til vinderen, siger arrangøren.
Flere penge end til et hyggespil
Men ordensmagten er ikke enig med arrangøren i, at der kun er tale om småbeløb.
Er det store beløb, der bliver spillet om?
- Det ligger udover normalgrænsen for det, man kan kalde hyggespil, og så vil jeg ikke komme nærmere ind på det, fortæller Lars Boe Larsen og fortsætter:
- Lige nu er vi ved at samle de oplysninger, som vi fik på aftenen. Det samme gør Spillemyndigheden og SKAT, og når oplysningerne ligger klar, så tager vi en vurdering af, hvad der skal ske.
Vi har talt med en af dem, der arrangerer spillet. Han siger, at jeres aktion med at slå døren ind, og selve aktionen er skudt helt over mål. Hvad siger du til det?
- Jeg har ingen kommentar til den måde, som vi laver sådan en aktion på, siger Lars Boe Larsen.