Ung kvinde forsøgt bortført efter bytur: Nu kommer politiet med en opfordring
Politiet mener, at Herning fortsat er en tryg by at gå i byen i, efter en 22-årig natten til søndag blev forsøgt bortført.
En 22-årig kvinde blev natten til søndag overfaldet og forsøgt bortført.
To mænd kørte klokken 02.30 forbi hende på H. P. Hansens vej i Herning og ville hive ind på bagsædet.
Nu kommer politiet så med en opfordring til herningenserne. For politiet vil meget gerne vide, om andre har haft lignende oplevelser.
- Det er en usædvanligt grov sag. Det er heldigvis ikke noget, vi hører om hver dag. Langtfra.
- Det er derfor, at hvis folk har oplevet noget lignende eller har hørt fra nogen, der har, vil vi selvfølgelig gerne vide det, siger Lars Boe Larsen, fungerende politikommissær hos lokalpolitiet i Herning.
Stadig en tryg by
Politikommissæren fortæller, at de to mænd kom kørende mod vest ad HP Hansens Vej, vendte om i krydset ved Gullestrupvej for så at standse ved den unge kvinde.
Kan man færdes trygt?
- Man kan færdes trygt i Herning. Herning er en tryg by at gå i byen i. Man skal ikke tage flere forholdsregler, man skal ikke ændre sin færden eller sin måde at gå i byen på, siger Lars Boe Larsen.
Politiet ændrer ikke noget
Politiet har heller ikke tænkt sig at være mere til stede i næste weekend end normalt:
- Politiet er altid til stede i bymidten, og det vil vi fortsat være, siger Lars Boe Larsen.
Han understreger, lokalpolitiet stadig efterforsker sagen i form af at tale med vidner og at gennemse videoovervågning fra området.
Sådan så de ud
Lokalpolitiet har tidligere mandag beskrevet de to formodede gerningsmænd som værende i alderen 25-35 år, mørke i huden, ikke etnisk dansk udseende. De talte dansk med accent.
Den ene var iklædt hvid T-shirt og mørke bukser, og den anden helt mørkt tøj.
Bilen, de kørte i, formodes at være en metalblå Ford Focus stationcar med lodrette baglygter
Hvis man har set overfaldet, den blå bil eller har oplevet noget lignende, er man meget velkommen til at kontakte lokalpolitiet i Herning på 1-1-4.