Vild video: Fans tog imod guldvindere, og så forsvandt pokalen
Det endte i ekstase i Herning midtby, da spillerne fra Herning Blue Fox vendte hjem med en sejr i pokalfinalen. Men dagen derpå er pokalen væk.
De ligger på sofaen dagen derpå og genser aftenens fejring.
Natten igennem har Kim Torp og Lotte Brandsborg sammen med deres to døtre fejret Herning Blue Fox-spillerne, efter de vandt pokalfinalen i Vojens lørdag aften. Man kan tydeligt høre, det har været en vild nat. Der er nemlig næsten ikke mere stemme tilbage hos Kim Torp, som også er formand for fanklubben Blue Fox Support.
- Man er helt oppe og ringe. Det er bare sådan nogle aftener, man ikke glemmer, siger fanformanden.
Både mor, far og de to døtre følger holdet i tykt og tyndt. De var alle med til både kampen i Vojens, og den efterfølgende fejring i Herning.
Kim Torp har været med til mange titelfejringer igennem tiden, men de seneste år, er det ikke pokaler, som klubben har svømmet i.
- Det er da meget stort at vinde pokalen. Her de sidste 10 år er det jo ikke dem, de har vundet flest af. Så det er stort for hele klubben, siger han.
Midtjyderne vandt 4-3 over Herlev Eagles på et sejrsmål 36 sekunder inde i overtiden.
Canadieren Derian Plouffe scorede det afgørende mål, og slukkede sjællændernes drøm om at vinde turneringen for første gang.
Se øjeblikket, hvor Blue Fox sikrer sig sejren i overtiden.
Men dagen efter fejringen er pokalen pludseligt forsvundet. Direktøren for klubben, Torben Skovsgaard, har hvert fald ikke helt styr på, hvor den befinder sig, da vi fanger ham på telefonen søndag formiddag. Det viser sig dog, at den er endt hjemme hos spilleren, Martin Eskildsen. Han ved faktisk ikke hvordan.
- Det er lidt et sort hul for mig, men min kæreste har fortalt mig, at jeg på et tidspunkt har følt, at jeg var den ansvarlige for at få den med hjem. Så den har jeg slæbt med hjem i morges klokken 05.00, siger Martin Eskildsen.
Pokalen har "fået hele turen" som Martin Eskildsen siger til direktøren for klubben, Torben Skovsgaard, da pokalen skal tilbage til klubben søndag eftermiddag.
Spillerne kan dog ikke sove rusen ud alt for mange dage, holdets næste kamp er på tirsdag.
Se det sjove øjeblik hvor den skifter hænder herunder: