Vanopslagh drømmer om at blive statsminister: Tror jeg de fleste gør
Hvor Vanopslagh drømmer om en dag at blive statsminister, gør Lidegaard og Wammen det ikke, lyder det i debat.
Selv om han ikke er statsministerkandidat, så har Alex Vanopslagh, partiformand for Liberal Alliance, drømme om at blive statsminister en dag.
Det siger han under en partilederdebat ved De Radikales årlige nytårsstævne i Nyborg.
Her bliver Vanopslagh samt de to andre deltagere, finansminister Nicolai Wammen (S), og De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, spurgt, om de drømmer om at blive statsminister en dag.
- Ja, det tror jeg da, de fleste drømmer om, svarer Vanopslagh.
Det gælder dog ikke for hverken Nicolai Wammen eller Martin Lidegaard.
- Nej, jeg drømmer om at overleve som finansminister, lyder Wammens svar på spørgsmålet, mens Lidegaard svarer "nej - ikke endnu".
I debatten efterspurgte Wammen også, at blå blok finder en statsministerkandidat.
- Det er jo rørende, at du gerne vil lave et stort, blåt alternativ. Men hvad er det for et alternativ? I kan ikke en gang finde ud af, hvem der skal være statsministerkandidat, sagde Wammen.
Men som mange gange tidligere afviste Vanopslagh, at han skulle være statsministerkandidat. Han ser det heller ikke som et problem, at blå blok ikke har en erklæret udfordrer til statsminister Mette Frederiksen (S).
I stedet vil blå blok lade det være op til vælgerne, hvem de har mest "tillid" til, når næste folketingsvalg kommer, lød det.
Største parti blå blok
I bogen "Mark & Vanopslagh: Politik og parløb", der udkom i september, afslørede Vanopslagh, at han er begyndt at tage statsministerspørgsmålet "lidt mere alvorligt".
- Jeg arbejder aktivt på, at jeg også mentalt er der, hvor jeg er klar til at gribe de muligheder, der måtte opstå efter et valg, siger Vanopslagh i bogen.
Han slår dog også fast, at det er "meget lidt sandsynligt, at jeg vil gå ind i en valgkamp og melde ud, at jeg er statsministerkandidat", og at det for ham handler om "mest mulig indflydelse".
Liberal Alliance har længe været det største parti i blå blok i meningsmålinger.
I seneste meningsmåling fra Voxmeter, der blev indsamlet fra 16. til 22. december, står Liberal Alliance til 13,2 procent af stemmerne - kun Socialdemokratiet og SF er større.