Zoolog beroliger: Der er meget lille sandsynlighed for en puma i Danmark
Jesper Møhring-Jensen mener ikke, at det kan være en puma, der er blevet set at flere vidner omkring Herning.
- Hvis du ser en puma, så skynd dig, at tage et billede af den.
Det er det første og bedste råd fra zoolog Jesper Møhring-Jensen efter der de seneste dage er kommet flere meldinger om folk, der mener at have set en puma omkring Herning.
Jesper Møhring-Jensen har siden 1996 været zoolog og har undervist langt de fleste dyrepassere i Danmark og kender også alle zoologiske have og dyreparker rundt om i landet. Og han er slet ikke i tvivl.
- Pumaen kan ikke selv være kommet til Danmark, da den lever i Nord- og Sydamerika. Og der er ingen zoologiske haver eller dyreparker i Danmark, der har en puma, så den kan ikke være stukket af derfra, siger Jesper Møhring-Jensen.
Hvis det alligevel er en puma, som folk omkring Herning har set, så skal den ifølge zoologen enten være indsmuglet af en privat eller være stukket af fra en zoologisk have i Nordtyskland.
- Det vil være det vildeste scenarie. Hvis et dyr stikker af fra en dansk eller tysk zoologisk have, så skal vi indberette det til myndighederne, siger Jesper Møhring-Jensen.
Kan godt leve i Danmark
For at pumaen skal kunne overleve, skal den have et par kilo kød om dagen – eksempelvis bukke eller hjorte. Også klimamæssigt passer den danske natur til pumaen.
- Men hvis der virkelig er en puma, så er man ikke i tvivl, hvis man ser dens fodspor. De er cirka 10 gange større end en kats, siger zoologen.
Han fremhæver også, at pumaen er meget sky og har meget skærpede sanser, så den med stor sandsynlighed ville stikke af, inden at et menneske ville få øje på den.