Hjemløse Vivi:- Alt er blevet taget fra mig
Vivi fik fire timer til at redde, hvad hun kunne, før hun blev smidt ud af sin lejlighed. Resten af hendes ejendele er brændt.
Der står stadig V. Daastrup på døren til Porsvænget 36 i Herning. Men Vivi har ikke nøglen til lejligheden længere.
Mandag 6. februar fik hun fire timer til at pakke og forlade sit hjem gennem 17 år.
- Jeg redede min fars gamle stol. Men de fleste af mine ting smed de i en container, og brændte, fortæller Vivi Daastrup.
Får mange knus
Jeg bliver flov ved mødet medet med Vivi. Jeg er husejer, har to biler, en dejlig familie og et meningsfuldt job. Vivi lever i en anden verden.
- Gennem hele mit liv er alt, hvad jeg kan lide, blevet taget fra mig. Jeg føler ikke jeg har nogen eksistensberettigelse, siger hun og løfter pegefingeren.
- Forstå mig ret: Jeg er glad for livet. Jeg får mange knus og er stort set glad hver eneste dag. Men det er som om systemet ikke er glad for mig. Som om jeg ikke har nogen eksistensberettigelse.
Økonomien væltede
Det er første gang hun er tilbage på Porsvænget siden dagen, hun blev hjemløs i ordets bogstaveligste forstand.
Forud havde hun gennem godt et halvt år levet på gaden i København. Men stadig med lejligheden i Herning som en base at vende hjem til. Basen forsvandt, da økonomien væltede, og regningerne til sidst ikke længere blev betalt.
- Det er barsk at stå her og kigge ind gennem vinduerne. 17 år er lang tid. Her er mange minder. Særligt med min yngste søn. Han er vokset op her.
Pengene rakte ikke længere, da hendes voksne søn flyttede tilbage ind i Vivis lejlighed og hun derved mistede boligsikringen.
- Men han havde ikke noget sted at bo. Hvad skulle vi gøre, spørger hun.
Tre børn
Vivi har tre voksne børn. Hun ser jævnligt den yngste, der i en alder af 19 år i dag bor skiftende steder hos venner og bekendte.
- Hver 14. dag kommer han og får sine penge fra kommunen af mig. Han kan ikke få lov at få en bankkonto. Derfor bruger han min.
Sønnen blev som teenager taget frivilligt anbragt uden for hjemmet. Men de holder stadig sammen.
- Men mor og søn side om side på herberg eller på gaden, det går slet ikke.
Folkeregisteradresse hos Blå Kors
Vivi har folkeregisteradresse i hos Herning Kommunes borgerservice og postadresse i Blå Kors varmestue i Herning. Det er også her jeg møder hende første gang en sen aften. Sidende i en lænestol - kæderygende - med strikketøj mellem hænderne.
- Det bliver et tæppe til Anne. Hun er så sød, og hun har været frivillig her i varmestuen gennem 16 år.
- Og så er strikkeriet godt for mine fingre. Højre hånd er lidt stiv i det efter et slagtilfælde, jeg fik engang, forklarer hun.
Overnatter i herberget
Efter et par timer i varmestuen tager jeg mod til mig og afslører mit ærinde:
- Jeg er journalist. Jeg er ude efter historier om, hvad der har gjort folk som dig hjemløse. Hvordan du er endt lige her lige nu.
- Hvor lang tid har du, svarer hun.
Inden jeg kører hjem, aftaler vi at mødes næste morgen.
- Klokken otte. Lad være med at komme for sent, formaner hun med et skævt, men bestemt smil, inden vi skilles.
Hun går ovenpå for at overnatte i herberget. Jeg kører hjem, låser min hoveddør og nyder min seng lidt mere end jeg plejer.
Rødhårede har det sjovere
Morgenkaffen er gratis i varmestuen. Jeg betjener mig selv med et krus. Cigaretrøgen hænger tungt i luften.
- Og der er franskbrød også, hvis du er sulten. Jeg var så heldig at får et rundstykke i dag, lyder Vivis morgenhilsen.
Hun har friseret sig, men nåede ikke hele det planlagte morgenritual.
- Jeg skulle have farvet hår. De rødhårede har det sjovere, ved du, konstaterer hun.
Turen til historien om Vivi kan gå mange steder hen. Vi vælger hendes seneste bopæl på Porsvænget 36. Da vi står på gesimsen foran lejligheden remser hun hurtigt yderligere 10 adresser på tidligere bopæle op.
- Men det hele begyndte ude i mosen. Jeg har fået at vide, at jeg er født derude.
Det gode liv i mosen
Mosen viser sig at være Kløvervej 26 i Birk i udkanten af Herning. Huset findes dog ikke længere. Vi forcerer både hegn, fjernvarmerør og jernbanen for at til sidst at stå få meter fra drønende trafik på Herningmotorvejen.
- Fedt! Jeg har ikke været her i 18 år mand! Vi boede lige derovre, jubler Vivi og peger ud midt på motorvejen.
- Jeg har flygtet tilbage hertil masser af gange, siger hun og tøver lidt.
- Min far mand! Han var den bedste, siger hun lavmælt og så kommer tårerne.
- Jeg er lykkelig for at være her igen.
Far var ikke far
Vivi overhører som treårig sin mor og det hun troede var far skændes i huset på Kløvervej.
- Hun fortæller ham, at han ikke er far til mig, og kort efter flytter mine søskende, jeg og min mor til Hammerum. Hun tog min far fra mig, da de blev skilt.
Moren bliver nogle år senere diagnosticeret maniodepressiv, og Vivi kommer som 15-årig på efterskole.
- Det husker jeg som noget af den bedste tid i mit liv forklarer hun.
Nok til et anstændigt liv
Vivi får sine tre børn med to forskellige mænd. Hun når også at være i fast job som syerske en årrække hos JBS.
- Men efter jeg fik det der slagtilfælde, så kunne jeg ikke følge med længere. Man havde sku helt vildt travlt.
Førtidspension har gennem de sidste mange år været hendes indtægtskilde.
- Jeg har 6000 kroner om måneden. Det er 200 om dagen - nok til at leve et anstændigt liv for mig.
