Bland-selv vintage tøjmarked i Holstebro: - Man kan bare shoppe løs af det, man bedst kan lide
Firmaet Hello Vintage lagde tidligere i dag vejen forbi Holstebro. Her kunne interesserede købe vintage, retro og secondhand tøj efter bland-selv princippet.
Du har helt sikkert prøvet at blande slik om fredagen. Du har din egen pose, vælger det slik, du bedst kan lide, vejer det hele og betaler for den eksakte vægt.
Forestil dig det samme bare med tøj. I Holstebro kunne interesserede i dag lægge vejen forbi Slagteriet, fylde posen med vintage, retro og secondhand og betale 300 kroner pr. kilo.
En af dem, der lagde vejen forbi var 13-årige Hemana Murudesu.
- Det er billigt og bæredygtigt, så det er godt. Vi skal passe på klimaet, siger hun.
Hun var langt fra den eneste, der var mødt op for at hive vintagetøj ned fra stativerne. Der var nemlig lang kø til at komme ind og få et godt tilbud.
- Det går rigtig godt. Vi har fuldt hus i dag. Så det er dejligt. Man kan bare shoppe løs af det, man bedst kan lide, lyder det fra Louise Aarestrup Knudsen, der er event manager hos firmaet Hello Vintage, der har sin base i Rønde.
Bæredygtighed hitter blandt de unge
Tøjet er fra 70-80-90 & 00'erne, men nøje indkøbt efter modens allerhotteste trends.
Og der er noget for enhver smag. I alt to tons vintage, retro og secondhand tøj til begge køn, hvor målgruppen er de unge.
- Jeg tror, det er så populært, fordi alle kan komme og finde noget unikt, som passer til deres personlige stil. Og så selvfølgelig hele bæredygtighedstanken omkring, at man kan komme og købe dejligt tøj, som stadig har masser af år i sig endnu, i stedet for at købe noget, som lige er produceret, fortæller Louise Aarestrup Knudsen og fortsætter:
- Målgruppen er primært de unge. Vi kan mærke, at de går vildt meget op i bæredygtighed – at købe nogle gode brugte sager i stedet for en ny produktion, siger hun.
Hemana Murudesu har allerede lagt en blå sweatshirt i sin gennemsigtige pose. Men selvom den er brugt, så er den stadig in.
- Meget af det tøj, der var populært for nogle år siden, er populært igen. Og så er det billigere, siger hun.
På grund af corona har Hello Vintage ikke haft helt så mange tøjmarkeder, som de plejer. Normalt bliver der afholdt to til fire om måneden fordelt over hele landet.