Dina er ikke klar til at stoppe karrieren: Håber på en titel mere

Verdensmesteren fra Holstebro drømmer stadig om at møde mestrene i to andre forbund. Men først gælder det kampen mod en spansk bokser i Royal Arena.

- Jeg kommer 100 procent forberedt, og det er uanset hvem der kommer, siger Dina Thorslund, da TV MIDTVEST møder hende på hotellet i København inden aftenens kamp.
- Jeg kommer 100 procent forberedt, og det er uanset hvem der kommer, siger Dina Thorslund, da TV MIDTVEST møder hende på hotellet i København inden aftenens kamp.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Lørdag aften bokser Dina Thorslund fra Holstebro sin 21. kamp som professionel, og selv om der er blevet spekuleret i, at hun nærmer sig et karrierestop, er hun endnu ikke klar til at lægge handskerne på hylden.

Det understreger den dobbelte verdensmester, da TV MIDTVEST møder hende i København nogle timer før kampstart i Royal Arena.

- Jeg har blod på tanden og har også taget orlov fra mit arbejde for at nå mere. En titel mere håber jeg virkelig kunne lade sig gøre, siger hun.

30-årige Thorslund er verdensmester hos forbundene WBC og WBO og drømmer om at møde de forsvarende mestre i de to andre forbund.

Men det er ikke så ligetil.

- De vil ikke miste deres titler, selv om de har meget at vinde ved at møde mig. Men fordi jeg måske er lidt for stor en risiko for deres økonomi, så vælger de at danse udenom. 

Optakten til lørdagens kamp har i øvrigt været noget kaotisk, idet det egentlig var meningen, at Thorslund skulle møde 26-årige Seren Cetin, men da den tyrkiske bokser i 11. time meldte afbud på grund af en flænge omkring øjet, blev der i hast arrangeret en ny kamp, så Thorslund i stedet møder den 38-årige spanier Mary Romero.

Dina Thorslund beskriver forløbet som turbulent, men det er ikke noget, der dæmper hendes optimisme.

- Det ændrer måske lidt på den taktik, som vi starter med, men jeg er 100 procent forberedt, og det er uanset, hvem der kommer, siger hun.

2:23
Lørdag aften er Holstebro-bokseren i ringen i København for at forsvare sine VM-bælter