Dina kan måske snart blive firedobbelt verdensmester

Ny turnering vil give Dina Thorslund mulighed for at kæmpe mod verdens bedste boksere.

VM-titelkampen mellem Dina Thorslund og Seren Cetin fra Tyrkiet ved Danish Fight Night-boksegalla i Royal Arena i Ørestad lørdag den 25. maj 2024.
VM-titelkampen mellem Dina Thorslund og Seren Cetin fra Tyrkiet ved Danish Fight Night-boksegalla i Royal Arena i Ørestad lørdag den 25. maj 2024.
Foto: Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix

Bokseren Dina Thorslund fra Holstebro får måske snart muligheden for at blive firedobbelt verdensmester. 

Hun har nemlig sagt ja til at kæmpe i en ny turnering i bantamvægt, hvor promoteren Lou DiBella vil samle otte af verdens bedste kvindelige boksere

- Det er kæmpestort. Det er ikke sket før på kvindesiden, siger Thomas Madsen, der er træner for Dina Thorslund. 

Dina er allerede dobbeltverdensmester i forbundene WBC og WBO, men i boksning findes der ikke kun én verdensmester. Derimod kan man i alt vinde fire verdensmesterskaber. For at vinde kræver det bare, at den forsvarende mester takker ja til en kamp om bæltet. De kampe har Dina Thorslund forsøgt at stable på benene flere gange, men hun har indtil videre kun fået nej. 

Men nu har de to forsvarende verdensmestre i forbundene IBF og WBA også sagt ja til at være med i den nye turnering, hvilket giver Dina Thorslund muligheden for at vinde de to verdensmesterskaber, som hun mangler for at blive firedobbelt verdensmester. 

- Det er jo det, hun altid har drømt om, siger Thomas Madsen. 

Kan ændre Dina Thorslunds liv 

Dina Thorslund har det seneste år taget orlov fra sit arbejde for at kunne fokusere hundrede procent på boksningen. Hun er med andre ord i topform til at kunne vinde over japanske Miyo Yoshida og newzealandsk-australske Cherneka Johnson, som er titelholdere i de to forbund, hun mangler at besejre. 

- Hun er hundrede procent klar, siger Thomas Madsen. 

Men det er ikke kun æren og titlen som firedobbelt verdensmester, der er på spil. Det kan også give markant større beløb i lønningsposen, når kampene med verdens bedste kvindelige boksere vil blive eksponeret til hele verden på TV. 

Boksekampe med kvinderne får generelt mindre eksponering på TV og ved store arrangementer, og lønningerne er lavere end deres mandlige kollegaer. 

- Sådan en turnering kan være med til at ændre synet på kvindeboksning - og vinder man en kamp her, så kan det ændre ens liv, siger Thomas Madsen.

Lou DiBellas turnering med de otte kvinder er fortsat i støbeskeen, men alle otte kvinder har skrevet under på, at kampene må vises på TV. 

Håbet er, at det hele falder på plads med at sikre tv-rettigheder og sponsorater inden efteråret. 

Karriestop 

Der har været spekuleret i, om den 30-årige Dina Thorslund snart nærmer sig et karriestop. Men i februar sagde hun til TV MIDTVEST, at hun endnu ikke klar til at lægge handskerne på hylden - men derimod håbede på, at hun i hvert fald kunne hive en titel mere med hjem i år.