Dødsulykke: 24-årig mand havde promille på 1,46

Blodprøven på den 24-årige mand, der søndag var skyld i en dødsulykke, viste en promille på 1,46.

Ulykken skete omkring kl. 10.30 søndag formiddag.
Ulykken skete omkring kl. 10.30 søndag formiddag.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

En 24-årig mand fra Letland påkørte søndag en bil bagfra på Hodsagervej sydøst for Holstebro. En 41-årig kvinde og en syvårig pige blev dræbt på stedet, mens en niårig dreng døde dagen efter af sine kvæstelser i forbindelse med ulykken. 

Nu viser en blodprøve fra den 24-årige mand, at han havde en promille på 1,46 ved ulykken.

- Jeg er ikke overrasket, set i forhold til de oplysninger vi havde i forvejen fra uheldsstedet, og politiets screening viste også at manden havde drukket, fortæller anklager ved Østjyllands Politi, Iben Holm. 

I et grundlovsforhør mandag blev den 24-årige mand varetægtsfængslet i fire uger sigtet for manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Under grundlovsforhøret kom det frem, at politiet havde målt promillen til over det tilladte og afventede en endelig blodprøve. Ifølge et vidne, som forinden ulykken blev overhalet af manden, skulle han have kørt mellem 110-130 kilometer i timen. Det afviste manden i retten og nægtede sig skyldig.

- Promillen betyder jo, at vi uden tvivl er ude i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Det betyder meget for strafniveauet, fortæller anklageren.

Anklageren forklarer, at promillen kan betyde en stor forskel i strafudmålingen, når der er særligt skærpende omstændigheder ved ulykken.

- Uagtsomt manddrab plejer at udløse en bøde. Men en kombination af alkohol og en eller flere døde ligger normalt mellem 1,5 og tre år, lyder det fra anklager Iben Holm.

Med i bilen havde den 41-årige kvinde sin syvårige datter, sin søn på ni og datterens syvårige veninde. Det var den syvårige veninde og sønnen, der mistede livet i ulykken, mens den syvårige datter overlevede. I sagen er der nedlagt navneforbud.

Ulykken har sendt den lille by Mejrup, hvor børnene gik i skole, til tælling. Onsdag holdte kirken åbent for at borgerne kunne sørge sammen i stilhed.

- Der er ikke mange i Mejrup, som ikke er berørt af det - direkte eller indirekte - og derfor har vi taget initiativ til at åbne kirken i dag, sagde Sognepræst i Mejrup Kirke, Marianne Sørensen onsdag.

2:05
En 24-årig mand fra Letland blev mandag sigtet for uagtsomt manddrab efter trafikulykke søndag.
0:52
Mejrup Kirke er onsdag åben for alle, der er berørt af den trafikulykke, som i søndags kostede en kvinde og to børn fra byen livet.