Endnu en hest er død af herpesvirus på rideskole

Tre heste er nu døde og flere har fået symptomer efter et udbrud af herpesvirus på en rideskole i Holstebro.

Claus Henriksen, formand for Holstebro Sportsrideklub, sammen med datterens hest, som her til morgen blev aflivet.
Claus Henriksen, formand for Holstebro Sportsrideklub, sammen med datterens hest, som her til morgen blev aflivet.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Der er stadig ikke nogen bedring at spore hos hestene i Holstebro Sportsrideklub.

Endnu en hest er her til morgen blevet aflivet som følge af et udbrud af herpesvirus. I alt tre heste er nu døde på grund af sygdommen.

- Det er virkelig skidt. Vi gør alt, hvad de kan, men de dør på stribe. Den hest, som vi nu har aflivet, var i bedst form, og hvis ikke den kan holde til det, så ved jeg ikke, siger Claus Henriksen, der er formand Holstebro Sportsrideklub.

Det er formandens datters hest, der blev aflivet i morges. I går havde den lammelser i bagparten, og den kom sig altså ikke. Der findes ingen direkte behandling mod sygdommen.

- Det er sørgeligt, at man ikke kan gøre noget. Vi prøver at give dem medicin til mennesker for at se, om det kan hjælpe, siger Claus Henriksen.

Holstebro Sportsrideklub har været i karantæne i over to uger og vil være det minimum 21 dage endnu.
Holstebro Sportsrideklub har været i karantæne i over to uger og vil være det minimum 21 dage endnu.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

De fleste heste har herpes

Det er herpes af type EHV 1 og 4, der er i omløb, og som blev konstateret efter prøver i mandags. Type 1 er den mest frygtede, fordi den kan gå ind i nervebanerne og give lammelser, og hestene kan altså også dø af det.

Men herpesvirus er ikke sjælden. 80 procent af alle heste går rundt med.

- Hvorfor den pludselig blusser op, så vi får sådan nogle udbrud som det her, det ved vi ikke helt, siger Lena Kristensen, der er dyrlæge hos Holstebro Hestepraksis.

Der er tre staldafsnit i rideklubben og omkring 70 heste. Smitten begyndte et af afsnittene og har efterfølgende bredt sig til de to andre. Alarmklokkerne begyndte at ringe, da flere heste stod med 40 i feber og luftvejssymptomer.

En alvorlig sag

Lena Kristensen har været ude ved de syge heste i rideklubben flere gange for blandt andet at tage prøver.

I de 25 år, hun har været dyrlæge, har hun aldrig oplevet et så voldsomt tilfælde.

- Det er sjældent, at det er så voldsomt med med neurologiske tilfælde. Det er en alvorlig sag, og vi gør, hvad vi kan, og så må man håbe det bedste, siger hun.

Man kan ikke behandle direkte mod virus, og derfor er behandlingen understøttende.

Derfor handler det om at holde øje med hestene, tage temperatur på dem jævnligt og så begrænse smitten.

Rideklubben har været i karantæne i over to uger, og den vil være lukket ned i minimum 21 dage endnu.

1:18
Dyrlæge Lena Kristensen fra Holstebro Hestepraksis fortæller om herpesvirus. Hun har aldrig oplevet så voldsomt et tilfælde.
Der er omkring 70 heste i Holstebro Sportsrideklub. De står i tre staldafsnit, som alle er ramt af herpesvirus.
Der er omkring 70 heste i Holstebro Sportsrideklub. De står i tre staldafsnit, som alle er ramt af herpesvirus.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST