Flere melder sig ind end ud: Præst jubler over ny udvikling

Medlemstallet er dog stadig på vej ned.

0:40
For første gang i mere end 15 år modtog Folkekirken i 2021 flere indmeldelser end udmeldelser
Foto: Louise Harkjær Møller / TV MIDTVEST

For første gang i 15 år oplever Folkekirken, at flere melder sig ind end ud.

Det fremgår af Folkekirkens medlemsopgørelse for 2021, som kirken har delt på sin hjemmeside

- Det er jeg utrolig glad for, siger Niels Arne Christensen, der er provst i Holstebro Provsti og sognepræst ved Holstebro Sognekirke.

Tallene dækker antallet indmeldelser (eksklusiv barnedåb/børn under 1 år) og aktive udmeldelser (eksklusiv dødsfald og permanent fraflytning) per år.

I 2021 var der 12.097 indmeldelser, hvilket er knap 3000 flere end året før. 

Antallet af udmeldelser i 2021 er opgjort til 8961.

Ifølge den vestjyske provst er der ikke en entydig forklaring på udviklingen. Han peger i stedet på flere mulige årsager som tidsånden og kirkens rum. 

- Jeg tror, at fællesskaber under coronatiden er kommet til at betyde mere, siger han. 

Den udlægning bliver bakket op af Karen Marie Sø Leth-Nissen, der er vidensmedarbejder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

- Vi har fået mere fokus på det nære under krisen, og hvor vigtigt det er at kunne mødes og mærke sammenholdet i familien. Her er folkekirkens ritualer vigtige anledninger til at mødes og blive mindet om, at man hører sammen, siger hun til Folkekirkens hjemmeside

Forbi flere 'bump' 

Allerede i sommeren 2020 kunne Jyllands-Posten fortælle, at flere stifter oplevede flere ind- end udmeldelser.

Den gang som nu har Folkekirken gennemgået flere mediestorme. 

Niels Arne Christensen nævner blandt andet en stor ateist-kampagne, der blev sat i værk af komiker Anders Stjernholm og Ateistisk Selskab.

Det resulterede blandt andet i hjemmesiden udmeldelse.dk, hvor man med få klik kan melde sig ud af folkekirken.

Niels Arne Christensen er provst i Holstebro Provsti og sognepræst ved Holstebro Sognekirke.
Niels Arne Christensen er provst i Holstebro Provsti og sognepræst ved Holstebro Sognekirke.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Derudover peger Niels Arne Christensen på debatten om homovielser i 2012 som et 'bump' på vejen for ind- og udmeldelsestallene for Folkekirken. 

Set med mere lokale briller, ærgrer præsten sig over, at medlemstallet i Holstebro Provist, på trods af mange tilflyttere, har holdt sig stabilt på knap 10.000 medlemmer de seneste 15 år, viser tal fra Danmarks Statistik. 

- Vi er ikke gode nok til at fange dem. Det er en opgave, der ligger foran os, siger Niels Arne Christensen.

På landsplan er der pr. 1. januar 2022 73,2 procent af befolkningen, der er medlem af Folkekirken. I 1990 var det 89,3 procent.