Folkeskolen fejler: Randi kører 300 kilometer for skolehjælp til sin datter

Flere forældre føler sig frustreret i mødet med skolen. De føler ikke, at deres børn kan få den hjælp, de behøver, og derfor søger de mod det private.

5:39
Flere forældre oplever, at de selv må punge ud, når deres børn mistrives i skolen.
Foto: Ditte Georg Poulsen

Skolen giver ikke den hjælp niårige Line Højstrup Kirkefeldt har brug for, mener hendes mor Randi Højstrup Kirkefeldt. 

Derfor bruger de deres weekender og ferier på at kører tværs over landet fra Amager til Holstebro, hvor niårige Line modtager privatundervisning i matematik, dansk og engelsk.

- Vi bliver simpelthen bare nødt til at gøre det for at støtte op om Line, så det ikke udvikler sig til skolevægring, for det kan det hurtigt, når man ikke får den hjælp, man skal have, siger Randi Højstrup Kirkefeldt.

Randi Højstrup Kirkefeldt er langt fra den eneste forældre, der søger udenom skolevæsenet for at få hjælp til sine børn.

På et år er WiseMe, som er en virksomhed i Holstebro, der tilbyder professionel undervisningshjælp, gået fra at have to elever om ugen til nu at have 60. 

- Set ud fra et forretningsperspektiv, så er det jo selvfølgelig dejligt, men set ud fra den generelle trivselsmåling, så er jeg ked af, at vi har så travlt som vi har, for vi laver en forretning på, at der er en folkeskole, der ikke har det ret godt, siger Pernille Sloth Lindhardt, indehaver af WiseMe, og forsætter:

- Vi har nogle børn og unge, der ikke har det ret godt.

Pernille Sloth Lindhardt er indehaver af WiseMe i Holstebro
Pernille Sloth Lindhardt er indehaver af WiseMe i Holstebro
Foto: Ditte Georg Poulsen

Føler sig overhørt af skolen

Det er en tendens som organisationen Skole og Forældre kan nikke genkendende til. 

De oplever, at flere forældre søger hjælp i det private, fordi de ikke kan få hjælp af skolen, fastslår næstformanden for foreningen Skole og Forældre, Regitze Spenner Ishøy.

- De ringer tit til os, fordi de har forsøgt en dialog med skolen og har forsøgt at få løst problemerne med skolen, men de føler ikke, de bliver hørt, siger hun.

Foreningen Skole og Forældre har siden 2019 oplevet en markant stigning af henvendelser fra frustrerede forældre. På tre år er antallet af henvendelser steget med tusind og er således gået fra 1449 i 2019 til 2501 henvendelser i 2022.

- Det er utilfredsstillende, at der er så mange forældre, der ikke føler, de har et godt samarbejde med skolen og de føler sig overset i den struktur der er rundt om folkeskolen, siger Regitze Spenner Ishøy.

Randi Højstrup Kirkefeldt har ofte følt, at hun løber panden mod muren, når hun forsøger at få hjælp af skolen.

- Hjælpen er der ikke til at sige, det her kunne i gøre. Man får bare at vide, ressourcerne er der ikke, siger hun.

Randi er ikke i tvivl om at datteren får meget ud af hjælpen hos WiseMe, så selv om det koster både penge og tid, så har de ikke fortrudt.